Dyrkning af jordskokker
11. juli 2024Jordskokker i haven
Jordskokken, Helianthus Tuberosus, er kendt for sit knoldede ydre og nøddeagtige smag – og så er det faktisk en af de nemmeste afgrøder at dyrke på dansk jord.
Den stammer oprindeligt fra Nordamerika, hvor indianerne dyrkede den i århundreder, før europæerne fik øjnene op for de spiselige knolde. Jordskokken er helt ideel at dyrke i det danske klima, da den tåler både sol og frost og sjældent er udsat for skadedyr og sygdom.
Jordskokken er i familie med solsikken, og det ses tydeligt i sommermånederne, hvor den laver stængler, der til forveksling ligner solsikker. Stænglerne kan række flere meter lodret ud i luften og blomstrer særligt sidst på sommeren. Jordskokkens knolde kan variere meget i farven, lige fra skinnende rød til lys brun.
Den er en yndet spise for både kaniner og mosegrise, så har man sådan nogle i området, skal man regne med konkurrence om de små knolde.
Se vores udvalg af grøntsagsplanter til køkkenhaven
Hvad smager en jordskok af?
Jordskokker smager af en blanding af kartofler og artiskokker med en dejlig nøddeagtig smag. De kan spises både varme og kolde og bruges ofte i purerede supper, i kartoffelmos, som chips eller som tilbehør til aftensmaden.
Læs også: DIY: Byg selv højbede på hjul
Sådan dyrker du jordskokker
Jordskok er en flerårig og hårdfør plante, som breder sig hastigt under jorden med sit dybtliggende rodsystem. Man kan dyrke jordskokker i alle jordtyper, men vær opmærksom på, at de ikke plantes et sted med for meget skygge.
Det er bedst at plante jordskokker i april eller maj, men de kan faktisk plantes gennem hele vinterhalvåret, så længe jorden ikke er frossen. Jordskokkerne lægges ligesom kartofler, altså i enten felter eller rækker.
Læg knoldene i cirka 10 cm dybde og med 25-30 cm afstand mellem hinanden. Da jordskokkens stængler kan blive op til to meter høje, kan den komme til at skygge for andre afgrøder, hvis de ligger for tæt, så plant gerne med god afstand.
Nedenfor kan du se jordskokkens karakteristiske og solsikkelignende blomster.
Pasning af jordskokker
Jordskokker er lette at dyrke og kræver stort set ingen pasning. De kan som regel klare sig uden vanding på grund af det dybtliggende rodnet, men skal dog gødes to-tre gange i løbet af sæsonen.
Jordskokker tåler en del frost og overvintrer helst på voksestedet, fx i køkkenhaven. I vintermånederne kan du med fordel isolere jorden med et lag af halm, blade eller en vintermåtte, så du kan grave jordskokker op, selvom det er frostvejr.
Høst og opbevaring af jordskokker
Jordskokker er i sæson fra september til april og kan høstes løbende. Når plantens blade begynder at blive gule og visne, er jordskokkerne klar til høst, og de kan forholdsvis nemt graves op.
Opgravede jordskokker holder sig fint i en tætlukket pose i køleskabet, og ellers kan man genskabe deres spændstighed ved at lægge dem i en skål vand i 6-12 timer før brug.
Du behøver ikke høste alle jordskokker. Dem, der bliver liggende i jorden, vil blot udvikle sig endnu mere i foråret og skyde spirer op, der bliver til nye planter. Det kan dog være en god idé at grave et par jordskokker op, som du planter på ny i april eller maj.
I så fald skal du udvælge nogle knolde, der vejer 30-40 gram og er fri for skader og så glatte som mulige i overfladen. Opbevar dem fugtigt og køligt ved en-to grader - fx i fugtigt sand - indtil de skal udplantes igen til foråret.
Læs også: Sådan dyrker du kartofler