{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Krydderurter

Dyrkning af basilikum

11. december 2023
Dyrkning af basilikum - Plantorama

Dyrk basilikum udendørs eller indendørs

Basilikum, Ocimum basilicum, stammer oprindeligt på Sydøstasien og kom først til Europa i det 16. århundrede. I dag er den en almindelig anvendt krydderurt, men kendes især fra det italienske køkken. Urten er karakteriseret ved dens meget gennemtrængende og skønne duft.

Denne krydderurt har mange anvendelsesmuligheder. Den smager eksempelvis skønt i klassiske, italienske retter som tomatsalat og bolognese samt i frisk pesto og på hjemmelavet pizza.

Der er flere måder at dyrke basilikum på, men pasningskravene er stort set de samme. Du kan dyrke basilikum i en lys vindueskarm, drivhuset, havekrukken og i køkkenhaven – og du kan starte din dyrkning helt fra frø eller gøre det hele lidt nemmere med en fuldvoksen plante.

Se vores udvalg af krydderurter her

 

Er basilikum flerårig?

Basilikum regnes herhjemme for at være en etårig plante, men sydpå vokser urten vildt som en flerårig busk. Grunden til at basilikum ikke er flerårig i danske haver, skyldes vores kolde temperaturer. Basilikum tåler slet ikke frost, så den vil automatisk standse sin vækst, når temperaturen daler.

Har du plantet basilikum i krukker, kan du have held med at dyrke den som flerårig plante, hvis du lader den overvintre i drivhuset eller vindueskarmen.

Dyrkning af basilikum - Plantorama

Plantning af basilikum i haven

Det danske vejr er drilsk, hvorfor det kan være en udfordring at dyrke basilikum på friland, hvis sommeren er til den kølige side.

Er sommeren dårlig, kan du i stedet dyrke dine krydderurter i krukker i vindueskarmen eller i drivhuset, hvor det er varmere. Er sommeren derimod varm, er det intet problem at dyrke basilikum på friland. Du kan plante basilikum ud på friland omkring maj – juni.

Det siges, at basilikum er nemmere at dyrke i krukker end på friland – og det gælder også til en vis grad. Planter du i krukker, kan du nemlig styre, hvor krydderurterne står, og du husker typisk at vande dem. Det er nemt at flytte krukkerne rundt, så din basilikum får masser af sol og læ.

Basilikum skal vokse et sted med 6 – 8 timers sol dagligt i en jord, som er næringsrig og luftig. Vi anbefaler, at du planter i en særlig krydderurtejord, som er sammensat af økologisk gødning, kalk og lergranulat.

Krydderurtejorden binder væske og er samtidig luftig – noget som basilikum er vild med. Når du planter i krukker, skal du sørge for at lægge dræn i bunden i form af leca-nødder. Basilikum bryde sig bestemt ikke om at få våde ”fødder”.

Du kan med fordel plante basilikum sammen med andre solelskende planter, eksempelvis tomater eller persille. Det siges endda, at tomaterne vil smage bedre, når de plantes sammen med basilikum. Basilikum trives også fint sammen med kamille, salat, peberfrugt og oregano.

 

Dyrk basilikum fra frø

ønsker du at dyrke basilikum på friland, kan det være en fordel at forspire basilikumsfrø, da chancen for succes er større. Sår du frø direkte på friland, er det vanskeligere at få urterne til at trives optimalt. Det gælder om at vente, indtil jorden er varm nok, hvilket typisk sker i slutningen af maj.

Du kan forspire frøene fra april/maj måned, så de er klar til at blive priklet over i krukker eller på friland i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Basilikum vækster først, når vejret er varmt, så det er ikke nogen fordel at så alt for tidligt.

Du forspirer ved at dække basilikumsfrøet med få millimeter jord, placere såbakken ved 18 - 25° og holde jorden fugtig. Det tager typisk 10 – 20 dage, før frøene spirer. Har du sået basilikum fra frø, som du gerne vil plante ud i haven, kan du følge vejledningen i ovenstående afsnit.

Dyrkning af basilikum - Plantorama

Vanding og gødning af basilikum

Hemmeligheden bag en veldyrket basilikum er mængden af lys og varme. Den trives nemlig med store mængder af begge dele. Vand er også væsentligt for basilikum, og her er det vigtigst ikke at overvande. Basilikum skal vandes, når jordoverfladen føles tør – gerne lidt vand ofte.

Planten har bedst af at blive vandet i bunden og ikke ud over bladene – den bryder sig bestemt ikke om brusebad. Risikoen for overvanding mindskes desuden, hvis du har plantet i en krukke med hul i bunden, hvor der er et lag dræn.

Din basilikum har godt af et tilskud næring i form af gødning hver 3. – 4. uge. Du kan gøde med en almindelig flydende gødning i forbindelser med vandingen.

 

Sådan plukker du basilikum

Det gode ved basilikum er, at du kan plukke af den løbende, som du har brug for krydderurten. Du kan nøjes med at klippe et par blade af, men du kan også høst en hel håndfuld ad gangen, uden at urten brokker sig.

Du høster basilikum ved at klippe eller nippe stilken lige over det sted, hvor to store blade mødes. Det fremskynder nemlig ny vækst.

Det er altid bedst at høste før, urten begynder at blomstre. Hvis din basilikum allerede er gået i blomst, kan du altid nippe de blomstrende dele af eller bruge blomster i din madlavning – de er nemlig spiselige.

Når du fjerne blomsterne, vil basilikum desuden bruge al sin energi på at producere velsmagende blade. Du bør kun høst to tredjedele af planten, så den stadig kan vækste. Regelmæssig klipning af basilikum gør planten mere rund og mindre ranglet.