Krydderurter

Dyrkning af rosmarin

Dyrkning af rosmarin - Plantorama

Rosmarin i haven

Rosmarin, Rosmarinus officinalis, er en stedsegrøn busk, som vokser naturligt i Nordafrika, Mellemøsten og Sydeuropa på klippeskråninger. Ofte dyrkes krydderurten som flerårig plante (staude) i Danmark. I naturen bliver rosmarin helt op til 2 m høj, men herhjemme bliver planten omkring 20 – 30 cm høj.

Rosmarin er kendt for sine aromatiske blade, der er særligt populære i sydlandske retter. Smagen er kraftig og lidt bitter, og kan minde om timian og lavendel. Krydderurten har smalle blade, der kan minde om grannåle.

Der er flere måder at dyrke rosmarin på, men pasningskravene er stort set de samme. Du kan dyrke rosmarin i en lys vindueskarm, drivhuset, havekrukken og i køkkenhaven – og du kan starte din dyrkning helt fra frø eller gøre det hele lidt nemmere med en fuldvoksen plante.

Dyrkning af rosmarin - Plantorama

Dyrkning og plantning af rosmarin

Uanset om du dyrker rosmarin indendørs eller udendørs, gælder det om at give urten den rette mængde lys og varme. Du kan dyrke rosmarin fra frø, men du kan også købe en fuldvoksen plante til plantning indendørs og udendørs.

Om du sår frø eller planter fuldvoksne planter, skal du sørge for at plante på en solrig placering med gode læforhold. Rosmarin trives bedst i en næringsfattig og kalkrig jord, som er veldrænet og let tør. Du kan også plante rosmarin i drivhuset, hvis du dækker den til om vinteren.

Planter du rosmarin på friland, skal planten gerne have god plads til at vokse, så hold en planteafstand på ca. 120 cm. Der er dog fordele ved at plante rosmarin i krukker, altankasser eller ampler - det er nemmere at overvintre rosmarin og flytte rundt på planten i haven.

Vil du gerne dyrke rosmarin fra frø, skal du forspire dem 8 – 10 uger før, stiklingerne kan plantes ud i juni – juli måned. Rosmarin kan fint plantes sammen med bønner, kål, gulerødder og salvie.

 

Pasning af rosmarin

Når først rosmarin har etableret sig efter udplantning, kræver den ikke meget pasning og pleje for at trives. Den tåler både tørke og varme godt, så det gør ikke så meget, hvis du glemmer at vande den. Det er dog bedst, hvis du vander løbende gennem vækstsæsonen.

Du beskærer rosmarin automatisk, når du høster dens stilke. Derfor er det sjældent nødvendigt at foretage en beskæring af rosmarin. Den løbende høst gør desuden planten mere busket frem for ranglet. Det kan dog være en fordel at trimme planten lidt, når den har været i blomst.

Du bør kun høste op til en tredjedel af planten ad gangen, så den har mulighed for producere nye stilke, inden du høster igen.

Dyrkning af rosmarin - Plantorama

Overvintring af rosmarin

Rosmarin er en sart krydderurt, så det er en fordel at overvintre den indendørs eller i et uopvarmet drivhus. Indendørs skal rosmarin stå køligt, men stadig lyst. I løbet af vinteren skal du kun vande sparsomt.

Har du plantet rosmarin på friland, kan du alternativt forsøge dig med at vinterdække planten. Du kan også overveje at plante rosmarin ud på friland i små krukker, som nemt kan tages op til overvintring. Først når risikoen for nattefrost er helt ovre, kan du sætte din rosmarin udendørs igen.

 

Tørret rosmarin eller frisk rosmarin?

Rosmarin er en velsmagende krydderurt i både tørret og frisk udgave. Dog er smagen mere duftende og aromatisk, når rosmarin anvendes frisk. Rosmarins blade er særligt gode i dressinger samt til grøntsager, ovnkartofler og lam.

Det er desuden en krydderurt, som egner sig utroligt godt i grillretter, hvor kvistene giver en skøn duft til kødet. Du kan forsøge dig med rosmarin til svinekød og kylling, ligesom de gør i det italienske køkken, hvor rosmarin er en utroligt populær krydderurt.

Vil du gerne tørre stilke af rosmarin, skal du klippe hele stilke af og lægge dem på et viskestykke, hvor der er varmt og tørt (dog ikke i direkte sollys). Du kan også tørre rosmarin i ovnen i mindst 8 timer ved 35 - 40⁰C. Du bør opbevare tørret rosmarin i en lufttæt beholder.

Læs flere tips & tricks

Få tilbud og gode råd direkte i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 190.000 andre