{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Sådan dyrker du perfekte krydderurter

25. juni 2024
Grønne krydderurter

Trin for trin-guide: Sådan dyrker du perfekte krydderurter

  • Placer krydderurter enten indendørs eller udendørs på en lys og solrig placering med rolige vindforhold og en blød, næringsrig pottemuld. Husk at vande krydderurterne regelmæssigt.
  • Vær opmærksom på, at du ved dyrkning indendørs ikke må placere krydderurterne i nærheden af ethylenproducerende frugter som æbler og pærer.
  • Ønsker du krydderurter hele året rundt, kan du i løbet af sommeren nedfryse eller tørre bladene til brug om efteråret og vinteren.
  • Vil du nedfryse eller tørre, skal du plukke bladene i tørt vejr, skylle dem i koldt vand og tørre dem med et viskestykke. Bladene har mest smag midt på sommeren.
  • Ved nedfrysning pakkes bladene i plastposer og lægges på frost. Når du skal bruge krydderurten, nulres den ønskede mængde ud af posen og resten lægges tilbage i fryseren.
  • Ved tørring lægges bladene på køkkenrulle i mikrobølgeovnen. Tør ved fuld effekt et par minutter, vend bladene og fortsæt tørring indtil bladene er helt udtørrede.
  • Opbevar tørrede krydderurter i en tætsluttende dåse, så de holder sig hele vinteren igennem.

Krydderurters mange anvendelser

Op gennem historien er krydderurter blevet brugt som naturmedicin og i parfume, røgelse og olier, men de bruges nu hyppigst som krydderi i madlavning, hvor de giver en dejlig smag og aroma. 

Krydderurter anvendes både friske og tørrede, findelte eller hele eller blot som pynt. Udover at tilføre smag og aroma til maden, har krydderurter et højt indhold af vitaminer og mineraler. Mange køber tørrede udgaver i supermarkedet, men de friske har mere smag og er derfor også mere drøje i brug.

Udover at tilføre fantastisk smag og aroma til maden er mange krydderurter også fantastiske prydplanter, som bringer flotte farver og skønne dufte til haven. Krydderurter er altså både nytte- og prydplanter.

 

Dyrkning af krydderurter

Nogle krydderurter, fx timian, purløg, citronmelisse og mynte, er flerårige og opfører sig som stauder. De visner bort om efteråret, men spirer frem igen om foråret.

Andre krydderurter, fx basilikum, dild og koriander, er etårige og sås enten direkte på voksestedet, når faren for nattefrost er ovre i april eller sættes til forspiring i marts for derefter at blive plantet ud, når planten er robust nok til at klare sig udendørs.

 

Placering og pasning af krydderurter

Krydderurter kan placeres både indendørs og udendørs i krukker og bede. Generelt holder krydderurter af en lys og solrig placering med rolige vindforhold, en blød næringsrig jord, gerne krydderurtejord, samt regelmæssig vanding.

Vær opmærksom på, at der kan være variationer i de enkelte krydderurters vækst- og pasningskrav. Ved dyrkning udendørs er det hensigtsmæssigt at placere dem tæt ved køkkenet, så de er nemt tilgængelige under madlavningen.

Ved indendørs placering skal du være opmærksom på, at krydderurter ikke må være i nærheden af ethylenproducerende frugter, fx æbler og pærer, da de forkorter urternes holdbarhed.

Krydderurter i potter

Få krydderurter året rundt

Har du dine krydderurter indendørs, kan du være heldig at få dem til at holde hele året. Dyrker du udendørs, kan du nyde godt af deres friske blade hele sommeren. For de fleste krydderurter er det således, at jo flere blade, du plukker, jo flere friske skud vil planten danne. Derfor kan du sagtens tillade dig at bruge rigeligt i madlavningen.

Når sommeren går på hæld, visner krydderurterne imidlertid væk. Med undtagelse af nogle få krydderurter, der ikke egner sig til frysning og tørring, fx persille, kørvel, dild og purløg, er det muligt at høste krydderurter og gemme dem til brug om vinteren, enten ved at fryse eller tørre bladene.

 

Frys og tør dine urter

Uanset om krydderurterne skal fryses eller tørres, opnår du det bedste resultat ved at plukke af planterne, når de er på deres højeste om sommeren. Bladene plukkes i tørt vejr, skylles i koldt vand og tørres i et viskestykke. Vi giver dig et par tips til både frysning og tørring nedenfor, så du kan få krydderurter året rundt.

 

Frysning af krydderurter

  • Stort set alle krydderurter kan nedfryses - ofte uden blanchering først.
  • Når bladene er helt tørre, pakkes de ned i små plastposer og lægges i fryseren.
  • Når bladene skal bruges, nulres den ønskede mængde simpelthen ud af posen og resten lægges herefter tilbage i fryseren.
  • Det er eksempelvis bedre at fryse basilikum, estragon og citrontimian end at tørre dem, da de mister mange aromastoffer ved tørring.

 

Tørring af krydderurter

  • Læg en håndfuld (eventuelt hakkede) blade ud på et stykke køkkenrulle og læg dem i mikrobølgeovnen.
  • Tør dem først ved fuld effekt i et par minutter. Vend derefter rundt i bladene og fortsæt med at tørre, indtil bladene er helt udtørrede.
  • Afhængig af bladenes tykkelse tager tørretiden cirka 4 - 5 minutter.
  • Opbevar de tørrede blade i en tætsluttende dåse og de vil kunne holde sig hele vinteren igennem.