Stauder

Udplantning og pasning af astilbe

Pink astilbe

Gode råd til udplantning og pasning af astilbe

  • Placer astilbe i let fugtige omgivelser og halvskygge sammen med andre fugtelskende planter. Den kinesiske astilbe kan som den eneste tåle almindelig og tør havejord.
  • Plant gerne ud hele året rundt, så længe jorden ikke er frossen. Husk at vande rigeligt, hvis du planter en varm og tør sommer.
  • Udplant astilbe i et plantehul dobbelt så stort som plantens rod. Fyld løs jord i bunden og omkring planten. Husk at vande rigeligt både før og efter udplantning. Hold en planteafstand på 30 cm, da astilbe har en stor årlig vækst.
  • Vand planten regelmæssigt med regnvand, så jorden altid er fugtig. Planten mangler vand, når bladene bliver brune. Du kan gøde om foråret, når nattefrosten er forbi (typisk i april). Her begynder planten at vågne fra sit vinterhi og forberede ny blomstring.
  • Lad visne blomsterstande sidde efter afblomstringen. Det beskytter planten mod frostskader og pynter så flot, når de dækkes af sne. Du bør først fjerne dem til foråret, når planten skal danne nye skud.
  • Del og flyt gerne astilbe i efteråret, da den har en stor årlig tilvækst og hurtigt bliver for stor på sin placering. Det kan være nødvendigt at bruge en spade til at dele den hårde rodklump. Efter deling bør du fjerne den træagtige del af klumpen, inden du omplanter.
  • Vinterdæk ikke astilbe, da de er fuldt vinterhårdføre her i Danmark.

 

Placering af astilbe

Astilbe klarer sig bedst i let fugtige omgivelser og halvskygge. Ved plantning vil det være en god idé at blande jorden med et fugtighedsbevarende substrat, såsom gødet spagnum. Hvis du har en meget let jordtype, kan du supplere med lergranulat. Astilbe vil også trives fint i surbundsbed. Surbundsplanter kræver nemlig – ligesom astilbe – en godt fugtig jord.

Astilbe gør sig bedst på friland, hvor den kan suge vand fra et større jordområde. Planten er dog også en fremragende krukkeplante, der med sine smukke blomsterstande og sit lette løv giver mange gode oplevelser i sommerperioden.

Kinesisk astilbe, Astilbe chinensis, kan som den eneste astilbeart godt klare sig på en almindelig, lidt tør havejord.

Astilbe klarer sig bedst i et fugtigt miljø, og det er derfor nødvendigt, at den placeres sammen med andre fugtelskende planter, som eksempelvis engkabbeleje, kattehale, engblomme, primula og bregne.

 

Plantetid for astilbe

Typisk siges det, at stauder skal plantes ud og deles i det tidlige efterår. Reglen om, at stauder skal plantes ud om efteråret, stammer imidlertid fra ”gamle dage”, hvor stauder blev solgt som barrodsplanter. En barrodsplante er meget følsom overfor ydre påvirkninger, og derfor blev det anbefalet, at stauder blev plantet ud om efteråret, hvor jorden er lun og fugtig, og på den måde giver de bare rødder de bedste vækstbetingelser.

I dag dyrkes og sælges stauder imidlertid i potter, og de passes og plejes omhyggeligt med vand og gødning – de er altså langt stærkere og mere sejlivede end barrodede stauder. Derfor kan du i dag plante stauder ud hele året rundt – så længe at jorden ikke er frossen, selvfølgelig.

Planter du ud en meget varm og tør sommer, skal du være ekstra påpasselig med at vande rigeligt efter udplantning.

 

Udplantning af astilbe

Det er meget enkelt at plante astilbe ud. Sådan gør du:

  • Grav et plantehul, der er dobbelt så bredt og dybt som plantens rod.
  • Fyld hullet helt op med vand, så jorden er gennemvædet i dybden. Lad vandet trække ned.
  • Fyld lidt løs jord i hullet og placer planten, så rødderne ikke bukker. Fyld herefter hele hullet op med jord.
  • Vand afslutningsvist igen, lad vandet trække ned og vurder, om der skal fyldes mere jord i plantehullet. Træd jorden fast omkring planten.

 

Planteafstand for astilbe

Ønsker du at plante flere astilbe i en gruppe, bør du minimum holde en planteafstand på 30 cm. Astilbe har en stor årlig tilvækst og vil hurtigt komme til at stå for tæt, hvis du ikke holder afstand mellem de enkelte planter.

 

Vanding og gødning af astilbe

Astilbe er en tørstig plante, og den trives kun i fugtig jord. Det er derfor nødvendigt at vande planten regelmæssigt. Særligt i tørre perioder skal du være meget opmærksom på, at jorden omkring planten ikke bliver for tør. Du kan se, at planten mangler vand, hvis den begynder at få brune blade.

Astilbe foretrækker et surt miljø, og det er derfor bedst at vande med regnvand – det indeholder nemlig ikke kalk. Det er desuden bedst at vande med store mængder vand få gange, fremfor at sjatvande dagligt. Små mængder vand vil nemlig aldrig nå ned i dybden, og plantens rødder vil derfor være nødt til at gro op ad for at få vand. Dette vil gøre planten mere udsat overfor frostskader.

Det er bedst at gøde astilbe om foråret, når nattefrosten er forbi. Det plejer typisk at være i april måned. På denne tid begynder planten nemlig at vågne fra sin hvileperiode og forbereder sig på en lang, rig blomstring. Det er derfor om foråret, at planten har brug for ekstra energi.

 

Pasning af astilbe

Selvom de lange, lette blomstertoppe kan få astilbe til at se skrøbelig ud, er det ikke nødvendigt at binde planten op. Plantens stilke er nemlig så stive, at planten let holder sig oprette – også i blæsevejr.
Om efteråret, når astilbe er afblomstret, vil de fleste nok få lyst til at fjerne de visne blomsterstande. De er imidlertid utroligt dekorative, når de dækkes af sne og rimfrost. Derfor bør du lade dem sidde. Desuden er de visne blomsterstande med til at beskytte planten mod frostskader. Først om foråret, når planten skal til at skyde igen, bør du fjerne de visne blomsterstande.

 

Deling og flytning af astilbe

Astilbe tåler både flytning og deling, og det er faktisk en rigtig god idé at dele planten jævnligt. Den har nemlig en stor årlig tilvækst, hvorfor den hurtigt kan blive for stor til sin placering. Du skal være opmærksom på, at astilbe kan udvikle en meget hård rodklump, hvorfor det er nødvendigt at bruge en spade for at dele klumpen. Ved deling og flytning er det en god idé at fjerne den træagtige del af klumpen. Det bedste tidspunkt for deling og flytning af astilbe er om efteråret. Her er jorden nemlig endnu lun efter sommeren, og efterårets regn sikrer den nyplantede astilbe godt med vand.

 

Vinterdækning af astilbe

De arter og sorter af astilbe, som forhandles i danske planteskoler, er fuldt hårdføre i den danske vinter, og det er derfor ikke nødvendigt at dække planten ned om vinteren.

Læs flere tips & tricks

Grøn inspiration og gode råd til bolig, have og dyr

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 95.000 andre

Plantorama bruger cookies

Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her