Stauder

Udplantning og pasning af julerose

Udplantning og pasning af julerose - Plantorama

Juleroser (Helleborus) i haven

Almindelig julerose (hvid julerose eller nyserod), Helleborus niger, hører til ranunkelfamilien og er en planteslægt af stedsegrønne stauder, der vokser naturligt i Alperne og på Balkan. Juleroserne dyrkes især på grund af deres evne til at blomstre om vinteren på trods af frost og sne.

Den almindelige julerose bærer hvide blomster, men der findes også andre arter af Helleborus, som bærer blomster i grønne, violette og rosa nuancer. Fælles for planterne i denne slægt er, at det er bægerbladene, som er farvede, og kronbladene, som er grønne – dette er atypisk i forhold til mange andre stauder.

Bladene på julerosen er tykke og læderagtige, og de store blomster sidder for enden af bladløse stilke. De forskellige arter af juleroser krydser nemt hinanden og skaber nye, spændende hybrider.

Udplantning og pasning af julerose - Plantorama

Arter af Helleborus (nyserod)

Udover den almindelige julerose, Helleborus niger, findes der også andre spændende arter, som tilbyder blomster i andre farver.

  • Påskeklokke, Helleborus orientalis, kan variere i farven, fra hvid og lysegrøn over creme og rosa til mørk rød. Der findes også varianter i forskellige mellemnuancer og nogle med prikker. Planten blomstrer fra marts – april.
  • Stinkende nyserod, Helleborus foetidus, har, som navnet antyder, en helt særlig duft, som der er delte meninger omkring. Blomsterne er pastelgrønne og kan være bordeauxrøde langs kronbladenes kanter. Planten blomstrer fra marts – april.
  • Purpurrød julerose, Helleborus purpurascens, har, på trods af navnet, flere variationer i farven, fra blålige over violette til lyserøde. Planten blomstrer helt indtil april.
  • Tornet julerose (korsikansk nyserod), Helleborus argutifolius, har blågrønne og læderagtige blade, som har en takket bladrand. Planten blomstrer med gulgrønne blomster tidligt på året.
  • Rød julerose, Helleborus abchasicus, har en rødplettet stængel og purpurfarvede blomster. Planten blomstrer fra marts – april.

 

Hvad er forskellen på julerose og påskeklokke?

Julerosen og påskeklokken tilhører den samme planteslægt, Helleborus, men er altså to forskellige arter. Forvirringen opstår sandsynligvis, fordi det oftest er planternes populærnavne, der anvendes – og de anvendes endda i flæng, hvorfor forvirringen kun bliver større.

Forskellen på de to er, at julerosens latinske navn er Helleborus niger, hvor påskeklokkens latinske navn er Helleborus orientalis. Julerosen har typisk hvide blomster, der blomstrer omkring juletid, hvor påskeklokken har blomster i flere nuancer, der blomstrer omkring påske.

Udplantning og pasning af julerose - Plantorama

Udplantning af julerose

Julerosen kan være en vanskelig staude, når det kommer til den rette placering, da den er følsom overfor meget fugt og meget tørke. Derfor bør du gøre dig nogle indledende overvejelser, inden du kaster dig ud i plantningen af juleroser.

Juleroser trives i en kalkrig humusjord, som er veldrænet. Blomsterne kan godt tåle en fugtig jord, men bryder sig ikke om en meget våd jord, da rødderne så vil rådne, og planterne vil dø. Du kan sagtens placere julerosen i skygge, da den er skyggetålende og faktisk foretrækker en placering under småtræer eller store buske.

Er nogle af disse forhold ikke til stede, hvor du tiltænker at plante dine juleroser, kan det blive vanskeligt for juleroserne at gå i blomst. Generelt vil der typisk gå nogle år, før planten er vokset godt til og blomstrer smukkest.

 

Sådan gør du

  • Grav et plantehul, der er så dybt og bredt, at rødderne ikke bøjes.
  • Løsn jorden i bunden af hullet og frigør plantens rødder lidt, så de kan finde rodfæste.
  • Fyld hullet halvt op med vand. Lad vandet trække ned i jorden,
  • Placer planten i en passende højde, og fyld op med en blanding af jord og kompost.
  • Vand rigeligt og lad det trække ned i jorden igen. Fyld eventuelt mere jord på.
  • Træd afslutningsvist jorden fast omkring planten.
Udplantning og pasning af julerose - Plantorama

Pasning af julerose

Så længe du planter dine juleroser et passende sted, kræver de ikke det store i forhold til pasningen.

Juleroser skal vandes jævnligt hen over foråret og efteråret, hvor blomsterne vækster. Om sommeren går planten i dvale på grund af varmen, så her behøver du ikke vande lige så meget. Det er en fordel at gøde planten med kalksalpeter i foråret – dette er især et godt tip til juleroser, som ikke kommer i blomst.

Når julerosen afblomstrer i det tidlige forår, skal visne blade og skud nippes af. Det sikrer smukkere juleroser næste vækstsæson, og du kan samtidig nyde synet af de få blomster, som er tilbage på planterne.

 

Formering af juleroser

Kan du ikke få nok af juleroserne? Så kan du heldigvis formere dem, du allerede har i haven. Vi giver dig her 3 metoder til formering af juleroser.

  • Så frø: du kan indsamle frø fra dine juleroser fra maj – juni. Frøene skal sås med det samme, og du kan først forvente blomstrende juleroser efter minimum 2 år.
  • Lad dem selvså: du kan lade juleroserne så sig selv og på den måde brede sig i haven. Vær opmærksom på at selvsåning kan resultere i hybrider af julerosen, hvis du har flere arter tæt på hinanden. Du kan først forvente blomstrende juleroser efter minimum 3 år.
  • Del planter: du kan dele dine juleroser, hvis du ønsker, at det kun er den enkelte art, som breder sig i haven.

Læs flere tips & tricks

Få tilbud og gode råd direkte i din indbakke

Tilmeld dig nyhedsmailen ligesom 200.000 andre