{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Stauder

Udplantning og pasning af løjtnantshjerte

27. september 2023
Løjtnantshjerte

Gode råd til udplantning og pasning af løjtnantshjerte

  • Placer løjtnantshjerte i halvskygge under træer eller buske i ly for blæsten i en let fugtig, næringsrig og let gennemtrængelig havejord. Du kan iblande komposterede blade i din havejord for optimale forhold.
  • Plant gerne hele året rundt, så længe jorden ikke er frossen. Husk at vande rigeligt, hvis du planter en varm og tør sommer.
  • Udplant løjtnantshjerte ved at grave et plantehul så bredt og dybt, at rødderne ikke bøjes. Løsn jorden i bunden. Vand både før og efter udplantning og fyld op med jord iblandet komposterende blade. Husk at træde jorden fast omkring planten.
  • Vand planten regelmæssigt, så jorden omkring den aldrig tørrer ud. Er jorden næringsrig, behøver du ikke gøde løjtnantshjerte. Det kan endda resultere i større blade på bekostning af blomstringen.
  • Del og flyt helst ikke planten, da den let knækker under opgravning. Forsøger du alligevel, skal du være forsigtig og gøre det i efteråret, hvor planten er visnet væk, og jorden er lun og fugtig.
  • Vinterdæk ikke løjtnantshjerte om vinteren, da den er fuldt vinterhårdfør.

 

Placering af løjtnantshjerte

Løjtnantshjerte trives bedst under let fugtige forhold. Det betyder for det første, at planten foretrækker at stå i halvskygge under træer eller buske. Den vil desuden gerne have en beskyttet placering, så dens tynde stængler ikke knækker i blæsevejr.

Hvad angår jordbunden, kræver løjtnantshjerte en let fugtig havejord. Udover at jorden ikke må være tør, skal den også være næringsrig og let gennemtrængelig. I de fleste danske haver kan der opnås en perfekt jordkvalitet til løjtnantshjerte ved at blande komposterede blade i den almindelige havejord.

Løjtnantshjerte er en af de tidligst blomstrende stauder, vi har i Danmark. Allerede i juli er hele planten typisk visnet væk. For at den tomme plads, som løjtnantshjerte efterlader, ikke skal overtages af ukrudt, skal du derfor sørge for at plante andre stauder i området, som kan tage over fra løjtnantshjerte - eksempelvis hosta eller bregner.

 

Plantetid for løjtnantshjerte

Typisk siges det, at stauder skal plantes ud og deles i det tidlige efterår. Reglen om, at stauder skal plantes ud om efteråret, stammer imidlertid fra ”gamle dage”, hvor stauder blev solgt som barrodsplanter.

En barrodsplante er meget følsom overfor ydre påvirkninger og derfor blev det anbefalet, at stauder blev plantet ud om efteråret, hvor jorden er lun og fugtig, og på den måde giver de bare rødder de bedste vækstbetingelser.

I dag dyrkes og sælges stauder imidlertid i potter, og de passes og plejes omhyggeligt med vand og gødning – de er altså langt stærkere og mere sejlivede end barrodede stauder. Derfor kan du i dag plante stauder, herunder også løjtnantshjerte, ud hele året rundt – så længe at jorden ikke er frossen, selvfølgelig.

Planter du ud en meget varm og tør sommer, skal du være ekstra påpasselig med at vande rigeligt efter udplantning.

 

Udplantning af løjtnantshjerte

Det er meget nemt at plante løjtnantshjerte ud. Sådan gør du:

  • Grav et plantehul, der er så dybt og bredt, at rødderne ikke bøjes.
  • Løsn jorden i bunden af hullet og fyld det helt op med vand. Lad vandet trække ned i jorden.
  • Placer planten i en passende højde og fyld jord iblandet komposterende blade omkring planten.
  • Vand rigeligt endnu engang og vurder, om der skal fyldes mere jord i plantehullet.
  • Træd afslutningsvist jorden fast omkring planten.
Løjtnantshjerte

Vanding og gødning af løjtnantshjerte

Løjtnantshjerte trives bedst under fugtige forhold, og derfor er det vigtigt at vande planten regelmæssigt, så jorden omkring den aldrig tørrer ud. Der findes ikke faste regler for hvor ofte, det er nødvendigt at vande - du må blot holde øje med, at jorden altid er let fugtig. Løjtnantshjerte kræver altså jævnlig vanding, men til gengæld kræver den ikke tilførsel af gødning. 

Hvis jorden er næringsrig, skal planten nok få den næring, den har brug for. Faktisk vil det kun resultere i større blade på bekostning af blomstringen, hvis planten får for meget næring. 

Er jorden til den magre side, kan det dog være nødvendigt at tilføre gødning. Det bedste tidspunkt at gøre dette på er i det tidlige forår, når planten så småt begynder at spire frem. På den måde giver du planten energi til en smuk og lang blomstring.

 

Deling af løjtnantshjerte

Løjtnantshjerte har skøre rødder, som let brækker, når du graver dem op. Derfor frarådes det at forsøge sig med deling og flytning. Vil du dog forsøge dig med det, er det vigtigt at være forsigtig. 

Det bedste tidspunkt at dele og flytte planten på er om efteråret, hvor planten er visnet væk, og jorden er nem at arbejde med – og giver de mest gunstige vækstvilkår for planten.

 

Vinterdækning af løjtnantshjerte

Løjtnantshjerte er fuldt vinterhårdfør i Danmark og behøver altså ikke at blive dækket om vinteren.