{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Træer

Sådan lykkes du med beskæring af træer og buske

26. april 2024
Sådan lykkes du med beskæring af træer og buske - Plantorama

Hvorfor beskærer man egentlig træer og buske?

Overordnet set ville det ikke være nødvendigt at beskære, hvis blot vi valgte træer og buske, som passer til havens størrelse og vilkår. Det er dog sjældent det, de fleste har med i overvejelserne. I stedet vælger vi planter efter smag og behag, og så sker det, at de enten vokser sig for store eller brede og må beskæres. 

Det kan være en fordel for dig at gå dine planter igennem hvert år eller efter plantning med en beskærersaks i hånden for, på den måde, at have bedst kontrol over træets eller buskens vækst.

Vi anbefaler, at du rådfører dig med en af vores gartnere ved købet af planten, så du er bedst klædt på i forhold til beskæring. De kan forklare og vise dig, hvor og hvornår dit træ eller busk skal beskæres samt guide dig frem til et passende værktøj. Hvis du står med en plante, som ikke er blevet beskåret i mange år, er der dog stadig hjælp at hente. Planter vokser videre og udvikler nye former, og kan fint formes på ny. 

Vi har her samlet en guide til dig med en oversigt over beskæringens formål og årstid. Det skal være overskueligt, selv for den mest grønne haveejer.

 

Der findes flere former for beskæring

Beskæring er en betegnelse, der dækker over flere forskellige slags indgreb med værktøj på en plante. De deles typisk op i disse kategorier:

  • Sundhedsbeskæring

    Er et indgreb, hvor grene med råd, skader eller lignende fjernes. Grene, der gnider mod hinanden, samt døde grene med mangel på løv bør også fjernes. En sundhedsbeskæring bør foregå i vækstsæsonen, juli-august, hvor det er nemmest at se, hvor de døde og/eller beskadigede grene er. På dette tidspunkt er planten også bedre i stand til at klare helingen, så risikoen for svampeangreb er mindre.

  • Udtynding

    Er et indgreb, hvor enkelte grene fjernes, fx etårs skud som generer den øvrige vækst. Udtynding kan også betyde, at du fjerner et par af de tykkeste og ældste grene 10 cm over jorden på busken, så der dannes nye skud fra bunden. En udtynding bør foregå i sommeren, senest august, hvor planten heler sår bedre og nyvækst kan nå at afmodne inden vinteren.

  • Foryngelse og styning

    Er et kraftigt indgreb, fx en total nedskæring af en busk eller tilbageskæring af et træ. Dette gælder ofte allétræer, som knudestynes. Foryngelse og styning bør ske på den tid af året, hvor planten har lagret energi og næring i sine rødder og stamme, hvilket er omkring december-januar. Når planten vækster igen, vil den bruge den lagrede næring til at skabe masser af nye og sunde grenskud.

  • Formklip

    Er et ingreb, hvis formål er styre en plantes form og udseende. Formklip bør som regel foretages i vækstsæsonen, gerne i sommerperioden, når der er tale om en årlig og let formklipning. Her er risikoen for svampeangreb lavere. En grovere klipning kan med fordel udskydes til vinteren, så planten har et lager af næring i rodsystemet til at trække på i den efterfælgende vækstsæson.

  • Hækklip

    Er en mellemting mellem en let og grov formklipning, hvor nyvækst typisk bortklippes et par gange om året for at holde en skarp form på hækken. Hækklipning foretages i sommerperioden, senest i august. Ønsker du at forynge din hæk, gøres det mest optimalt i december-januar, hvor planten har lagret energi i sine rødder og har de bedst muligheder for en sund nyvækst i den efterfølgende vækstsæson. Foretager du en grov beskæring i vækstsæsonen, er der stor risiko for, at planterne går i chok over det store bladtab og dør.

 

Hvilke planter trives bedst med beskæring?

Egentligt er det unaturligt for alle planter at blive beskåret, da det er noget, vi mennesker har fundet på. 

Dog har vi gennem mange år erfaret, at bestemte planter giver et større udbytte eller en flottere blomstring, hvis vi giver dem en tur med saksen eller saven. Dette gælder bl.a. frugttræer, bærbuske, roser og sommerblomsterne buske, der reagerer på beskæringen ved at danne større og bedre frugter eller blomster. Alt sammen til fordel for os.

 

Skal træer og buske beskæres om sommeren eller vinteren?

Om træer og buske skal beskæres sommer eller vinter, afhænger af hvilken type beskæring, der foretages. Herunder kan du læse om fordelene ved henholdsvis sommerbeskæring og vinterbeskæring. 

Generelt anbefaler vi, at du holder dig fra at beskære planter i april-maj og oktober-november, da det er i disse måneder, at træer og buske blomstrer og afmodner, og derfor helst ikke skal bruge energi på andet.

 

Fordele ved sommerbeskæring (juni-juli-august)

Beskæring, foretaget om sommeren, kan være en fordel, fordi træer og buske på denne tid af året heler deres snit langt hurtigere. Da planterne er i god vækst, har de desuden et godt forsvar mod svampeangreb. 

En anden fordel ved sommerbeskæring i juli-august er, at de fleste træer og buske har haft en blomstringsperiode til gavn for havens insekter, og nu er godt i gang med frugtsætning. Når du beskærer på dette tidspunkt, vil der gå frugt til spilde, men det er til alle de andre frugters og næste års væksts fordel.

 

Fordele ved vinterbeskæring (december-januar)

Beskæring, foretaget om vinteren, kan være en fordel for de træer og buske, der trænger til en grov beskæring, som foryngelse eller styning. Om vinteren har planterne lagret energi, næring og stivelse i stammen, de tykke grene og rødderne, der fungerer som madpakke til næste forårs vækst.  

Når du beskærer kraftigt, fjerner store grene, styner trækroner og nedskærer blomstrende buske på denne tid af året, vil planterne stadig have gavn af den lagrede næring, da de afskårne dele er afmodnet i efteråret og dermed ikke indeholder hverken energi eller stivelse. 

 

Vær opmærksom på stenfrugttræer

Alle stenfrugttræer, fx kirsebær og blomme, er lette ofre for svampeangreb, hvis de beskæres eller stynes i perioden fra sensommeren til foråret. I denne periode afmodner træerne, og har derfor ikke den samme evne til at hele sår og undgå svamp. 

Svampesporrene befinder sig oftest lige i nærheden. Når du beskærer om sommeren på tørre dage, er stenfrugttræernes forsvarsfunktioner bedst, og risikoen for sygdom er mindsket betydeligt. 

 

Er du i tvivl – så klip!

Mange er i tvivl om hvor meget og hvor lidt, de skal beskære deres træ eller busk. En god hovedregel er, at du om sommeren ikke skal fjerne mere end 1/3 af plantens bladvækst. Hvis der er behov for at fjeren mere end det, skal du overeje at udskyde beskæringen til januar eller dele beskæringen op i to etaper, hvor den sidste beskæring foretages næste sommer. 

Det skal dog siges, at du sjældent begår alvorligt fejl ved at beskære. Planter danner nyvækst, og er det gået galt med beskæringen, kan det som regel rettes op det efterfølgende år. Så længe du foretager beskæringen med et skarpt redskab, skal det nok gå.

 

Tips til dine beskæringsredskaber

Har du disse tre redskaber i haveskuret, er du klædt godt på til beskæringen af havens træer og buske. Vi anbefaler, at du rengør og smører dine beskæringsredskaber med olie efter brug, så de ikke bliver sløve og rustne.

  • Beskærersaks

    Bruges til mindre buske og grene. En beskærersaks bør altid være skarp og velsmurt, så du bruger færre kræfter på at klippe, og snittene bliver mere jævne.

  • Grensaks/ørnenæb

    Bruges til tykkere grene og er særligt god til udtynding i træer og buske. En grensaks eller ørnenæb bør altid være skarp og velsmurt, så du bruger færre kræfter, og snittene bliver mere jævne. Disse købes ofte med teleskopskaft, som giver en sundere arbejdsstilling.

  • Sav/bøjlesav
  • Bruges til tykke grene, hvor en motorsav er for bøvlet. En sav eller bøjlesav skal smøres med olie efter brug for at holde den rustfri. Derudover kan du fjerne harpiks med husholdningssprit.