{{ $t('header.giftcard') }} {{ basketQuantity }} {{ $t('header.basket') }}
Gul limfælde med sørgemyg placeret i potteplante ved vindue
13. maj 2026

Sådan slipper du af med sørgemyg

Når små fluer flytter ind i stueplanterne

Små, sorte fluer omkring dine stueplanter kan hurtigt blive en rigtig irriterende gæst i hjemmet. Det er som regel sørgemyg, som trives dér, hvor jorden er fugtig.

Heldigvis kan du komme dem til livs med den rette indsats. Det handler om at bryde deres livscyklus, så både de voksne fluer, æg og larver bliver bekæmpet.

I denne guide får du gode råd og tips til behandling og forebyggelse af sørgemyg.

 

 

Hvad er sørgemyg?

Sørgemyg er små, mørke og spinkle fluer med lange ben og en myggelignende krop. De ses ofte sværme omkring stueplanter, vindueskarme og fugtig pottemuld, hvor de flyver op fra jorden, når du vander planten eller rører ved potten.

Selvom de voksne sørgemyg flyver rundt i hjemmet, foregår størstedelen af deres liv nede i potten. De voksne sørgemyg lægger æg i den fugtige jord, hvor æggene klækker til små larver, der lever i pottemulden. 

Når larverne har udviklet sig, bliver de til voksne sørgemyg, som flyver op, finder en mage og lægger nye æg. De voksne fluer lever kun i ca. 6-7 dage, men fordi de lægger så mange æg, så begynder cyklussen hurtigt forfra, og problemet kan vokse på kort tid.

Sørgemyg forveksles tit med bananfluer, fordi begge er små, irriterende fluer, der hurtigt kan dukke op i hjemmet. Men de holder som regel til forskellige steder.

Sørgemyg samler sig omkring fugtig pottemuld og stueplanter, mens bananfluer typisk findes i køkkenet omkring moden frugt, grøntsager, madrester, flasker, skraldespande og afløb. Bananfluer er også ofte mere brune eller gullige i kroppen og mere kompakte i formen.

Læs også: Sådan slipper du af med bananfluer

 

Sørgemyg i planter

Voksne sørgemyg gør som regel ikke skade på dine planter, men det gør deres larver til gengæld.

Sørgemyggens larver lever nede i den fugtige pottemuld, hvor de spiser af planternes fine rødder. Det kan svække planten, hæmme væksten og i værste tilfælde få planten til at gå ud.

Når larverne gnaver i rødderne, får planten nemlig sværere ved at optage vand og næringsstoffer. Samtidig bliver den mere sårbar over for andre plantesygdomme, fordi rodsystemet ikke længere fungerer optimalt.

 

Hvorfor får man sørgemyg?

Sørgemyg kommer typisk, når pottejorden er fugtig over længere tid. Sørgemyggene elsker nemlig lune, fugtige forhold, og derfor ses de ofte i indendørs stueplanter, hvor jorden ikke når at tørre ordentligt ud mellem vandingerne.

Du kan få sørgemyg, hvis du vander lidt for ofte, hvis pottejorden holder meget på fugten, eller hvis potten ikke har godt nok dræn. De kan også trives, hvis der ligger visne blade, blomsterrester eller andet organisk materiale på jordoverfladen.

Nye planter eller ny jord kan desuden have æg eller larver med sig. Derfor kan sørgemyg hurtigt dukke op, selvom du passer godt på dine planter.

Person gør gul fangstplade klar til brug mod sørgemyg i potteplante

 

Sådan slipper du af med sørgemyg

Den bedste måde at bekæmpe sørgemyg på er at sætte ind flere steder på én gang. Du skal både gøre forholdene dårligere for larverne i jorden og fange de voksne fluer, før de kan lægge nye æg.

 

Lad jorden tørre ud

Sørgemyg trives i fugtig jord, så det første skridt er at skrue ned for vandingen. Lad det øverste jordlag tørre godt ud mellem vandingerne — gerne de øverste par centimeter.

Det gør det mindre attraktivt for de voksne fluer at lægge æg, og det giver larverne dårligere levevilkår.

Vær dog opmærksom på plantens behov. Nogle planter tåler udtørring bedre end andre, så hold øje med bladene og plantens trivsel undervejs.

 

Brug limfælder til de voksne fluer

Gule limfælder er en enkel og effektiv hjælp mod de voksne sørgemyg. De sættes direkte i potten eller tæt ved planten, hvor fluerne tiltrækkes af farven og sætter sig fast.

Limfælderne fjerner ikke æg og larver i jorden, men de hjælper med at reducere antallet af voksne fluer. Dermed bliver der lagt færre nye æg, og du får bedre kontrol over problemet.

 

Sørg for godt dræn

Hvis planten står i en potte uden hul i bunden, eller hvis vandet samler sig i underskålen, kan jorden forblive fugtig for længe. Sørg derfor for, at overskydende vand kan løbe fra, og tøm underskålen efter vanding.

En luftig pottemuld med god struktur hjælper også jorden med at tørre mere jævnt op.

 

Bekæmp larverne med nematoder

Vil du have fat i problemet nede i jorden, er nematoder en effektiv og naturlig løsning. Nematoder er mikroskopiske, glasklare orme, som blandes op med vand og vandes ud i stueplantejorden.

På den måde rammer du sørgemyggen dér, hvor den lever størstedelen af sit liv — nede i potten.

 

Hvordan fungerer nematoder?

Nematoder er små, naturlige nyttedyr, der arbejder under jordoverfladen. De blandes op med vand og vandes ud i jorden med for eksempel en vandkande. Når de kommer ned i den fugtige pottemuld, begynder de at bevæge sig rundt for at finde sørgemyggens larver, som de dræber.

De bruger vandet i jorden til at “svømme” gennem pottemulden. Derfor er det vigtigt, at jorden er fugtig, når nematoderne vandes ud — og at den holdes fugtig i mindst et par uger efter behandlingen.

Når nematoderne finder en larve, trænger de ind i den og dræber den.

Når larverne er døde, kan nematoderne bruge de døde larvers hylstre til at formere sig. Derfor bliver der hurtigt flere nematoder, hvis der er mange larver i jorden. Jo flere sørgemyglarver der er, jo bedre fødegrundlag har nematoderne — og jo flere nematoder kan der komme.

Når der ikke længere er larver tilbage, falder bestanden af nematoder naturligt igen. I potteplanter vil de med tiden forsvinde, fordi der ikke længere er noget at leve af. Ude i jorden finder bestanden derimod et naturligt leje, hvor den regulerer sig efter de larver og skadedyr, der er til stede.

Det gør nematoder til en målrettet og skånsom løsning.

 

Sådan bruger du nematoder

Når du modtager nematoderne med posten, skal du straks sætte dem på køl. Stil dem gerne i køleskabet ved 4-8 °C, og hold øje med holdbarhedsdatoen.

Nematoder er levende nyttedyr, og antallet reduceres over tid. Derfor anbefaler vi, at du vander dem ud hurtigst muligt, efter du har modtaget dem.

Undgå direkte sollys og høj varme, både når du opbevarer nematoderne, og når du vander dem ud. Nematoder tørrer ud og dør, hvis de får for meget sollys eller mangler vand.

Bland nematoderne op med vand. Når blandingen er klar vander du nematoderne ud i de potter eller områder, du vil behandle.

Efter behandlingen er det vigtigt, at jorden holdes fugtig i mindst et par uger. Nematoderne bruger nemlig vandet til at bevæge sig rundt i jorden og finde larverne. Hvis jorden tørrer ud, kan nematoderne ikke arbejde effektivt — og de risikerer at dø.

 

Forebyg sørgemyg fremover

Når du først har fået bugt med sørgemyg, handler det om at skabe gode, sunde forhold for dine planter — uden at gøre jorden for attraktiv for skadedyrene.

Lad jorden tørre let op mellem vandingerne, vælg potter med godt dræn, fjern visne plantedele og vær ekstra opmærksom på nye planter, du tager med hjem.

Med lidt grøn omtanke kan du skabe et sundere miljø for dine planter — og et langt mindre fristende hjem for sørgemyg.