Køkkenhaven
Køkkenhave for begyndere
24. april 2024Så nem er køkkenhaven
Haven er for mange mennesker et sted til afslapning, hygge, sjov og leg. Her er køkkenhaven ingen undtagelse. Med en køkkenhave får du brugt haven på en helt unik måde, som både kan være sjov, lærerig og afslappende.
Køkkenhaven giver dig mulighed for at følge grøntsagernes vej fra jord til bord, og især børn er vilde med kunne gå i haven og plukke snacks som gulerødder og ærter.
Det bedste ved at anlægge en køkkenhave er, at det er forholdsvist nemt, og du kan designe den helt efter dit eget ambitionsniveau. Det giver sig selv, at jo større din køkkenhave er, des mere arbejde ligger der i den. Derfor kan du som nybegynder fint starte ud med et lille areal og vælge grøntsager, det er lette at dyrke.
Inden du går i gang
Før du anlægger din køkkenhave, skal du finde det bedst egnede sted i haven. For at dine grøntsager bliver store og smagfulde, skal køkkenhaven placeres det sted i haven med mest sollys.
Det kan være en fordel for både dine grøntsager og dig selv at anlægge køkkenhaven i et højbed. Du anstrenger dig mindre, fordi du ikke bukker dig ned nær så meget, og grøntsagerne kan sås tidligere, fordi jorden i højbedet hurtigere bliver varm.
Ny haveejer? Find flere guides til anlægning af haven.
5 nemme til køkkenhaven
Så i køkkenhaven
Jordens temperatur har afgørende betydning for, at dine grøntsager spirer. Så selvom du er ivrig efter at komme i gang, så er det fornuftigt at vente, til jorden er varm nok. Som tommelfingerregel skal jorden være +7 grader, men det er forskelligt fra grøntsag til grøntsag, hvor varm jorden skal være. Kig bag på frøposen for at se, hvornår på året det er mest optimalt at så din grøntsag. Som nybegynder kan det være mere overskueligt at vælge grøntsager, der kan sås på samme tidspunkt.
Inden du kan plante frøene i jorden, skal du fjerne ukrudt og større sten fra jorden. Du får også meget mere ud af dine grøntsager, hvis du gøder jorden, inden du sår. Her kan organisk gødning være en fordel for nybegyndere, fordi grøntsagerne får næring over længere tid, hvilket betyder, at du ikke skal gøde så ofte.
Nu skulle du gerne være klar til at så. Der er stor forskel på hvor stor afstand, de forskellige grøntsager kræver. Generelt er det en bedre idé at så med god afstand, så kommer det ikke til at knibe med pladsen, og det er nemmere at luge ukrudtet senere hen.
Du gør det nemmest for dig selv, hvis du sår frøene i rækker og sætter et navneskilt i jorden for enden af hver række. På den måde har du styr på, hvad der er hvad, og det bliver nemmere at adskille ukrudtet fra grøntsagsspirer. Når du sår skal du lave riller i jorden og herefter vande, så jorden er fugtig. Når du har plantet dine frø i rillerne, dækker du dem til med jord og vander igen.
Fjern ukrudt og vand i køkkenhaven
Ukrudt er et irritationsmoment uanset hvor i haven, det pibler frem. Det kan hurtigt overtage køkkenhaven, hvis ikke du fjerner det i tide. Ukrudt er nemlig i stærk konkurrence med dine grøntsager om lys, vand og næring, så det er med at få det luget væk hurtigst muligt.
Det danske vejr er kendt for sin utilregnelighed. Er vejret tørt over en længere periode, er det nødvendigt, at du vander køkkenhaven godt igennem. Du vander mest optimalt om morgenen eller aftenen, hvor temperaturen er lavest. Så fordamper al vandet nemlig ikke.