Ny med drivhus - sådan kommer du i gang
25. februar 2026
Kom godt i gang som nybegynder
Egen høst smager bare bedre - og et drivhus gør det pludselig helt realistisk at plukke dine egne tomater og agurker, når du ellers ville have lagt dem i indkøbskurven. Samtidig får du en lille, grøn oase i haven, hvor vækstsæsonen bliver længere, og hvor både chili, peberfrugter, vindruer og andre varmekrævende planter kan trives.
I denne guide lærer du alt, hvad du behøver at vide for at komme godt fra start og få succes i drivhuset.
1. Valg af drivhus
Start med at tage stilling til, hvor stort et drivhus du gerne vil have - og hvis du har et i forvejen så hvor stort dit drivhus er – og hvad der realistisk kan lade sig gøre i den plads, du har. Tænk også over, hvor meget tid du vil bruge på pasning. Det er ofte nemmere (og mere overskueligt) at dyrke færre forskellige afgrøder og planter, især hvis du er ny i drivhuslivet. I et mindre drivhus er pladsen hurtigt brugt, og indretningen bliver lettere, når du holder dig til en enkel plan.
Som tommelfingerregel: begynd med to-tre planter og lær dem at kende. Når du først har styr på deres behov for lys, vand og næring, er det meget lettere at udvide med flere sorter – og få succes med det.
Hvis du starter for bredt, ender drivhuset ofte med at føles “for lille”, fordi det hurtigt bliver overfyldt og uoverskueligt.
2. Placering og indretning af drivhus
Placeringen har en stor betydning for, hvor meget du får ud af dit drivhus. Vælg derfor en solrig placering til drivhuset - jo mere lys, desto bedre vækst. Når drivhuset står rigtigt, får du en længere sæson, så du kan starte tidligere på året og fortsætte langt ind i efteråret.
Temperaturen i drivhuset skal helst ligge omkring 20–25 °C om dagen og helst ikke kommer under 15 °C om natten. Bliver det for eksempel varmere end 30 °C, er det en god idé at lufte ekstra ud eller skygge lidt, så planterne ikke bliver stressede.
Indretningen inde i drivhuset kan med fordel tænkes i niveauer, så du udnytter pladsen bedst muligt:
- Brug plantekasser til de større planter, der har brug for mere jord og dybde.
- Sæt hylder eller borde op til mindre planter, der kan stå i potter og til forspiring.
- Stil større krukker direkte på gulvet, hvor der er plads og stabilitet.
På den måde bliver drivhuset både mere overskueligt – og meget nemmere at arbejde i gennem sæsonen.
3. Plantekasser og havekrukker
Når du dyrker i havekrukker og potter, får du en fleksibel løsning, der er nem at tilpasse undervejs. Du kan hurtigt flytte rundt på planterne, ændre indretningen og nemt skifte jorden, når der er behov for det. Og det bedste er, at potterne nemt kan rykkes ud på terrassen eller i haven i løbet af sommeren, hvis du vil give plads i drivhuset eller skabe mere grønt udenfor.
Plantekasser i drivhuset har til gengæld deres helt egne fordele. Med et større jordvolumen bliver det lettere at holde en stabil vanding og give planterne nok næring, og jorden bliver ofte varmere i drivhuset – noget mange grøntsager kvitterer for med et godt udbytte.
Uanset om du vælger krukker eller plantekasser, er dræning vigtigt. Brug gerne lecakugler eller andet drænmateriale i bunden, så overskydende vand kan løbe fra.
4. Klassiske planter til drivhus
Når du vælger planter, der trives i drivhus, gør du det meget lettere at få succes – og så kan du i ro og mag nyde tiden blandt grønne spirer og duften af sommer. Kig altid på plantens anvisninger, før du går i gang. Her står typisk det vigtigste om sådybde, planteafstand, pasning og hvornår du kan høste.
Der findes masser af planter, der elsker drivhuslivet. Nogle af de helt populære favoritter er cherrytomater, mini-agurker, citrusfrugter, rosmarin, basilikum, vindruer og kiwi.
Nemme, spiselige drivhusplanter:
- Tomat - denne er en af de mest populære grøntsager til selvdyrkning, og det er ikke helt uden grund. Tomatplanter fås i mange forskellige sorter, så alt efter smag og behag, kan du dyrke lige den type, der passer dig. Derudover er det tilfredsstillende at kunne bruge tomaterne i sin egen madlavning, hvor de har mange anvendelsesmuligheder.
- Agurk - denne sprøde og saftige grøntsag er en klassiker i salaten, på rugbrødsmaden eller blot som snack. Agurker ses ofte som lange og slanke, men de findes også i en miniudgave, som er ideel til snack eller madpakken.
- Peberfrugt - denne er alsidig og nem at bruge i madlavningen – i wok, salat og som sprød topping.
- Chili - denne behøver ikke kun være for dem, der elsker den stærke smag. Frugterne fås nemlig både milde og stærke (og alt derimellem), og så er de desuden rige på de eftertragtede antioxidanter, der er sunde for kroppen.
- Krydderurter - disse kan de fleste få plads til, og de både dufter og smager herligt. Hvilke krydderurter, du skal plante, er en smagssag, men langt de fleste slags vil gøre sig godt i sommerens salater, marinader og pestoer.
5. Tropiske planter til drivhus
Drivhuset giver også mulighed for at dyrke planter fra subtropiske og tropiske klimaer, som ellers kan være udfordrende at dyrke udendørs i nordiske forhold. Den ekstra varme, læ og sol giver de perfekte rammer for mere eksotiske planter, der elsker et mildt mikroklima.
Her er nogle oplagte drivhusfavoritter fra varmere himmelstrøg:
- Vin - de vokser hurtigt og frodigt, så længe de får tilstrækkelig vand og den rette jord. Vinstokke kan desuden give et flot udbytte af lækre druer, når de trives.
- Kiwi - den trives særligt godt i store krukker i drivhuset, hvor den kan vokse som en dekorativ slyngplante. Udover dens frodige vækst er der potentiale for at høste hjemmedyrkede kiwier, hvis planten får de rette vækstbetingelser.
- Aubergine - med deres store, blanke frugter kan auberginer trives i drivhusets varme og beskyttede miljø.
- Melon - honning- og vandmeloner kan give en sød og eksotisk høst. De kræver høj varme og lys, hvorfor drivhuset er ideelt.
- Citrusfrugt - appelsiner, citroner og lime klarer sig godt i krukker i drivhuset. Citrustræer og middelhavsplanter er generelt perfekt egnet til drivhus-livet.
- Figen - en letdyrket plante, der kan give et eksotisk præg til drivhuset. Figner er nemme at dyrke og kan rykkes ud i haven om sommeren.
6. Årstidsplanlægning
Planlægning sikrer, at du får mest muligt ud af dit drivhus året rundt:
- Forår - Brug foråret til at forspire tomater, chili, agurker og blomster såsom georginer. Når risikoen for nattefrost er ovre, kan planterne flyttes fra potter til plantekasser, så de får mere plads til at vokse.
- Sommer - Udnyt pladsen til frugtbærende planter som peberfrugter, auberginer og meloner. Sommeren er også ideel til krydderurter som basilikum og koriander.
- Efterår - Udnyt pladsen til afgrøder, der kan tåle lavere temperaturer, fx salat, spinat og radiser. Samtidig kan du så vinterhårdføre grøntsager som kål og porrer.
- Vinter - Brug drivhuset som opbevaring for frostfølsomme planter som citrusfrugter eller pelargonier. Du kan også dyrke hurtige, kuldetolerante planter som feldsalat og rucola.
Læs også: Årets gang i haven
7. Vanding og fugtighed
I et drivhus går det hurtigt: Solen varmer op, og planterne bruger mere vand, end de gør udenfor. Derfor kræver drivhusplanter ofte hyppigere vanding – især i varme perioder. Vand gerne tidligt om morgenen eller om aftenen, så vandet ikke fordamper med det samme.
- Drypvanding
Overvej at installere et drypvandingssystem, hvis du vil gøre det nemmere at holde en stabil vanding - især i højsommeren eller når du ikke altid kan være i drivhuset. Systemet sikrer, at planterne får en stabil mængde vand direkte ved rødderne.
- Opsaml regnvand
Regnvand er en skøn hjælp i drivhuset. Brug regnvand fra en regnvandstønde til vanding - det er både billigere, miljøvenligt og mere skånsomt for planterne, da regnvand ikke indeholder klor.
- Fugtmåler
For at undgå svampeangreb og skimmel, bør fugtigheden i drivhuset balanceres. Luft jævnligt ud og overvej en fugtmåler. I perioder med lav fugtighed kan du spraye vand på gulvet eller installere en luftfugter for at holde planterne sunde.
8. Gødning og jordpleje
En sund og næringsrig jord er helt afgørende for, at dine planter trives i drivhuset. Planter bruger hurtigt næringsstofferne i jorden, så det er vigtigt at tilføre ny næring jævnligt.
Organisk gødning er en oplagt vej at gå, fordi den både styrker jorden og giver planterne de nødvendige næringsstoffer. Det kan for eksempel være kompost, tørret gødning eller flydende plantegødning.
For at opnå den bedste jordkvalitet kan du tilføje kompost hvert forår.
Hvis du dyrker i plantekasser, kan jordrotation være en god idé – det vil sige at skifte mellem forskellige afgrøder år for år. Det forebygger jordtræthed og mindsker risikoen for skadedyr og sygdomme.
Derudover kan det være nyttigt at teste jordens pH-værdi, så du ved, om den passer til de planter, du dyrker. For eksempel trives tomater bedst i en let sur jord med en pH-værdi mellem 6,0 og 6,8. Når du kender jorden, er det lettere at give planterne præcis de forhold, de elsker.
9. Udluftning og temperaturkontrol
For at sikre et godt vækstmiljø i drivhuset er det vigtigt at holde temperaturen stabil og sørge for god luftcirkulation. I sommermånederne kan temperaturen nemlig stige hurtigt, og overophedning kan både hæmme væksten og øge risikoen for udtørring.
Automatiske vinduesåbnere er en praktisk løsning, da de selv justerer hvor meget vinduerne står åbne afhængigt af temperaturen. Det giver et mere stabilt klima og gør det lettere at holde styr på varmen, også når du ikke er hjemme.
På meget solrige dage kan et skyggenet på drivhusets glas hjælpe med at skærme for solens intense stråler, hvilket beskytter planterne mod solskoldning. Udluftning er også vigtig, da stillestående luft kan føre til svamp og skimmel. Luft derfor gerne ud dagligt i sæsonen, især efter vanding og på varme dage.
Hvis du også ønsker at bruge drivhuset i de kolde måneder, kan en lille varmeblæser eller jordvarmemåtter hjælpe med at holde temperaturen over frysepunktet, så både planter og rødder får en tryggere vinter.
10. Skadedyrsbekæmpelse
Drivhuset kan tiltrække skadedyr, men frygt ikke, der er adskillige måder at håndtere dem på:
- Forebyggelse
Rens drivhuset grundigt mellem sæsonerne, og sørg for, at der ikke ligger visne blade, plantemateriale eller ukrudt, som kan tiltrække skadedyr.
- Nyttedyr
Introducér naturlige fjender som mariehøns (mod bladlus) eller rovbiller (mod spindemider). Dette er en miljøvenlig og effektiv metode til at kontrollere skadedyr.
- Biologiske midler
Brug biologiske bekæmpelsesmidler som nematoder mod snegle eller bakteriepræparater mod svampe. Køb produkter til plantebeskyttelse her.
Oftest stillede spørgsmål
Det bedste tidspunkt afhænger af, hvad du vil dyrke. Mange starter med forspiring i foråret (fx tomat og chili), og når risikoen for nattefrost er ovre, kan planterne plantes ud i plantekasser eller større krukker. I løbet af sommeren fylder du drivhuset med frugtbærende planter, og i efteråret kan du fortsætte med køligere afgrøder som salat og spinat.
Klassiske drivhusfavoritter er tomater, agurker, peberfrugter og chili. Du kan også dyrke aubergine og melon, hvis drivhuset er varmt og lyst. Til de køligere perioder passer grøntsager som salat, spinat, radiser og rucola rigtig godt.
Vælg en solrig placering med læ, hvis det er muligt. Jo mere lys drivhuset får, desto længere vækstsæson får du, og desto bedre trives mange afgrøder. Undgå helst store træer eller skygge fra bygninger, der stjæler solen i de bedste timer. Dog kan du godt placere drivhuset ved siden af et lille træ, så temperaturen i drivhuset ikke kommer op over de 25 °C.
Om vinteren kan drivhuset bruges til overvintring af frostfølsomme planter som citrus og pelargonier. Du kan også dyrke hurtige, kuldetolerante planter som feldsalat og rucola, hvis temperaturen ikke bliver for lav. Vil du dyrke mere i vinterhalvåret, kan en lille varmekilde eller varmemåtte hjælpe med at holde temperaturen over frysepunktet.
Ja, regnvand er rigtig godt til vanding i drivhuset. Det er både miljøvenligt og ofte mere skånsomt for planterne, da der ikke er kalk i. Opsaml det gerne i en regnvandstønde, så du altid har vand ved hånden i højsæsonen.