Sådan bekæmper du ukrudt i haven
8. maj 2024Der findes to slags ukrudt
Ukrudt er vilde planter, som er uønskede i de fleste haver. Mange vilde planter forsvinder faktisk, når jorden bliver dyrket, men enkelte er så sejlivede, at de fortsætter tilværelsen i haven til stor irritation.
Ukrudtet breder sig hurtigt og tager næring fra havens andre planter, hvorfor det er vigtigt, at du får fjernet det tidligt på sæsonen. Ukrudtsplanter inddeles i to grupper; etårigt ukrudt og flerårigt ukrudt. Vi guider dig her til hvornår og hvordan du bekæmper ukrudt i haven.
-
Etårigt ukrudt
Et årigt ukrudt formerer sig ved at sprede frø i haven. I løbet af havesæsonen vokser og udvikler det sig, hvorefter det dør hen om vinteren. Du skal dog være opmærksom på, at etårigt ukrudt efterlader frø i jorden, som vil begynde at spire, når foråret kommer. Denne type ukrudt vokser hurtigt og producerer mange frø, hvorfor det er bedst at fjerne det tidligt og være konsekvent, så det ikke når at sprede sine frø.
-
Flerårigt ukrudt
Flerårigt ukrudt formerer sig ved at sende rødder ud, som bliver til nye planter. Dette ukrudt er mere besværligt, fordi det har lange rødder samt en utrolig grokraft og overlevelsesevne. Denne type ukrudt dør ikke hen over vinteren, da den gemmer næring i dens rødder og stilke. Derfor er det vigtigt at fjerne flerårigt ukrudt ved at hive samtlige rødder og stilke op.
Hvornår skal du gå i gang?
Ukrudtsbekæmpelsen skal igangsættes i foråret, omkring marts-april måned, hvor ukrudtet så småt begynder at spire frem. Det er en fordel at fjerne ukrudtet på det tidspunkt og være konsekvent. Venter du med at gå i gang til sommer, har ukrudtet fået længere rødder og bredt sig mere, hvilket blot gør dit arbejde mere vanskeligt.
Se vores udvalg af redskaber til haven.
Hvordan bekæmper du ukrudt i havens bede?
Når du skal klare ukrudtet i bedet, kan du vælge flere forskellige metoder afhængigt af, om det er etårigt eller flerårigt. Du kan overveje ukrudtsbekæmpelse ved:
- Håndlugning
- Lugning med redskaber
- Plantning af bunddækkende planter
- Brug af ukrudtsmidler
11 af de mest almindelige ukrudtsplanter
Fjern ukrudt med håndkraft
Lugning med hånden fungerer særligt godt de steder, hvor det er svært at komme til med haveredskaberne. Det er vigtigt at fjerne etårigt ukrudt, før det blomstrer, hvilket i nogle tilfælde sker meget tidligt på foråret.
Ved flerårigt ukrudt skal du være opmærksom på at få hele rodnettet med op, da ukrudtet kan vokse frem igen fra den mindste rod. Når du skal fjerne flerårigt ukrudt, er den bedste metode at løsne jorden omkring planten og hive den op sammen med hele dens rod. Du kan let løsne jorden med en greb og derefter hive ukrudtet forsigtigt op af jorden.
Fjern ukrudt med hakkejern
Lugning med haveredskaber, fx et hakkejern, fungerer kun på etårigt ukrudt. Ved flerårigt ukrudt vil et hakkejern kun fjerne den grønne overdel og lade rødderne blive tilbage. Mens ukrudtet stadig er småt, hakker du det øverste lag af bedet igennem. Herefter kan de etårige ukrudtsplanter rives sammen og smides ud.
Plant bunddækkende planter eller læg dækbark ud
Du kan begrænse ukrudtet i haven ved at dække jorden i dine bede, så der hverken er plads eller lys til, at ukrudtet kan spire frem.
Bunddækkende planter er en god løsning hertil, da det hurtigt vil skabe et tæt dække over jorden. Derudover er et bunddække i havens bede flot, og de findes både i stedsegrønne, fx efeu, og blomstrende varianter, fx storkenæb. Du skal blot huske at fjerne flerårigt ukrudt grundigt.
Et alternativ til bundækkende planter er dækbark. Her skal du sørge for at lægge et godt lag ud, så jorden skærmes for sollys og ukrudtet ikke får mulighed for at spire. Også her skal du sørge for at fjerne flerårigt ukrudt på forhånd.
Køb vores udvalg af bunddækkende planter her.
Fjern ukrudt med ukrudtsmidler
Det er muligt at fjerne ukrudtet med sprøjtemidler, men af hensyn til miljøet er det en god idé at begrænse dit forbrug. Vælger du alligevel at fjerne ukrudtet i haven på denne måde, bør du sprøjte midlet på hver enkelt plante og ikke ud over et større areal.
Det er vigtigt, at sprøjtemidlet ikke kommer i kontakt med dine haveplanter, da det ikke kan kende forskel på planter og ukrudt. Det er nemlig designet til at kvæle planter, uanset om de er ønskede eller ej.
Hvordan bekæmper du ukrudt i græsplænen?
Er du én af de haveejere, som ikke synes græsplænen bliver kønnere af mælkebøtter, tusindfryd og mos, må du frem med redskaberne. Ukrudtsplanter fjernes nemmest med et mælkebøttejern, der fjerner hele planten inklusiv rødderne. Har du områder med mos i græsplænen, fjernes det ved at rive plænen igennem med en rive med faste tænder. Herefter kan du så græsfrø på eventuelle bare pletter.
Den bedste måde at forebygge ukrudt i græsplænen på er ved at passe og pleje den korrekt. Passer du græsset med gødning og kalk, klarer det sig bedre og kan bedre udkonkurrere al ukrudtet.
Læs også: 4 trin til en sund og flot græsplæne