{{ $t('header.giftcard') }} {{ basketQuantity }} {{ $t('header.basket') }}
Fuglefoderhus i træ med mørkt tag, placeret i haven foran høje prydgræsser og en træstamme i august

Sådan hjælper du havens fugle hele året

Fugleliv i haven - året rundt 

Der er noget helt særligt ved at have fugleliv i haven – men havens fugle har ikke de samme behov i januar som i juni. Når naturens spisekammer ændrer sig med årstiderne, kan du med få, enkle tiltag gøre en stor forskel – både for fuglenes trivsel og for hvor mange arter du får på besøg.

I denne guide tager vi dig med gennem året og viser, hvad du kan gøre i vinter, forår, sommer og efterår. Undervejs møder du også månedens fugl, så du kan lære nogle af de faste gæster lidt bedre at kende.



Vinter - Gøremål for havens fugle

Vinteren kan være hård kost for havens fugle. Når frosten bider, og naturens spisekammer er tømt, bruger fuglene det meste af dagen på at finde mad og holde varmen. Heldigvis kan du gøre en stor forskel med få, enkle gøremål.

 

1. Fodr varieret om morgenen

Naturens spisekammer tyndes ud, og fuglene bruger udelukkende energi på at spise og holde varmen. Det er derfor en rigtig god idé at blive ved med at fodre havens fugle, da de har behov for at spise en mængde foder, der svarer til en 1/3 af deres vægt for at overleve vinteren.

Det har stor betydning for fuglenes trivsel, at du serverer et varieret udbud af energirigt foder ved foderpladsen i haven. Flere forskellige slags foder vil også tiltrække flere slags fugle til din have.

Om vinteren skal fuglene kunne opretholde en kropstemperatur på ca. 44⁰C, så de har brug for meget hurtig omsættelig energi, f.eks. fra nødder og frøblandinger. Behovet for langsom omsættelig energi, fx fra fedt, er lavere, da det kræver meget mere energi at omsætte.

Du kan fodre løs med frøblandinger, insekter og fuglenødder på foderbrættet – gerne om morgenen, hvor fuglene er mest sultne. Fodrer du om morgenen, er der også større chance for, at al foderet bliver spist op i løbet af dagen, så det ikke tiltrækker skadedyr om natten.

Havens fugl: Grønirisk

Grønirisken, Canduelis chloris, er en kendt fugl i haven og blandt de hyppigste vintergæster ved foderpladsen. Den kendes nemt på sin grønlige farve og markante gule vingebånd. 

 

2. Sørg for isfrit drikkevand

Havens fugle har behov for frisk vand året rundt, men i vintermånederne, hvor der er frostgrader, kan dette blive vanskeligt at finde. Derfor skal du, hvis du vil gøre fuglene en tjeneste, sørge for at stille isfrit vand ud i haven dagligt.

Du kan tilsætte et par dråber olie i vandet eller bruge en varmeplade, som typisk sælges til høns, for at holde vandet isfrit længere tid ad gangen. Du kan også stille lunkent vand ud, så det ikke fryser til lige så hurtigt.

Særligt ved barfrost er det væsentligt at stille frisk vand ud til fuglene. Her fryser jorden nemlig uden, at der lægger sig sne. Det gør det endnu mere vanskeligt at finde vand nok. Derfor risikerer fuglene at komme til at tørste, hvilket kan være fatalt her om vinteren.

Når det sner, har fuglene mulighed for at få dækket deres væskebehov ved at spise sneen, men da der ingen sne er ved barfrost, bør du hjælpe havens fugle med at stille tørsten.

Havens fugl: Blåmejse

Blåmejsen, Parus caeruleus, er en vidunderlig, lille fugl, der ofte ses hoppe rundt på helt tynde grene i deres søgen efter insekter. Fuglen er velkendt og også populær blandt haveejere, hvor den ofte ses ved foderbrættet og hængende i mejsekuglerne.

 

3. Lav vinterboliger til fuglene

Vinteren er over os, og de blivende standfugle har brug for steder, hvor de kan overvintre. Du kan hjælpe fuglene godt på vej ved at have et overskud af redekasser i haven, som fuglene kan bruge til vinterbolig. Kasserne giver fuglene mulighed for at søge i læ for kulde, nedbør og vind.

Et godt alternativ til redekasserne er tætte bevoksninger samt stedsegrønne træer og buske, som bl.a. solsorte, rødhalse og grønirisker ofte benytter sig af hen over vinteren. Så har du en mere vild have, kommer det kun fuglene til gode.

Hvis du hænger nye redekasser op, skal du huske, at flyvehullet skal være vestvendt af hensyn til vind og vejr, at kassen ikke skal hænge et sted, hvor katte kan få nemt adgang, og at en sydvendt placering i fuld sol bør undgås, da det kan blive meget varmt inde i kassen om sommeren. 

Du kan sætte redekasser op året rundt, men gør du det i løbet af vinteren, har fuglene mulighed for at vænne sig til dem i det tidlige forår, inden ynglesæsonen begynder. Mange fuglearter får flere kuld, så de vil have glæde af kasserne hen over sommeren og igen til vinter, hvor de bruges som vinterbolig.

Havens fugl: Sanglærke

Sanglærken, Alauda arvensis, er ikke kendt for et prangende udseende, faktisk gør den slet ikke ikke stort væsen ud af sig, men dens sang er skøn at lytte til. Det lyder sig ofte, at når sanglærken kommer tilbage til Danmark i februar, så er foråret på vej. 

Der er dog nogle sanglærker, som overvintrer herhjemme, selvom størstedelen trækker sydpå til mildere himmelstrøg. Fælles for alle sanglærker er, at deres sang kan høres på solskinsdage i februar, hvor de glad triller rundt om i landskabet og haverne. 

Forår - Gøremål for havens fugle

Foråret er højsæson for fugleliv i haven. Nu bygges reder og der synges på livet løs. Derfor er det ikke tidspunktet at “holde pause” fra foder og vand, men snarere at støtte fuglene på en måde, der passer til deres travleste tid på året.

 

1. Giv fuglene næring til yngel og redebygning

Når vinteren slipper sit tag, tror mange, at fuglene klarer sig selv. Men foråret er faktisk en af de perioder, hvor de har allermest brug for hjælp. Nu skal der bygges rede, lægges æg og fodres unger – og det kræver masser af energi fra morgen til aften.

Fuglene spiser helt op til fire gange så meget i foråret som i vinterperioden. Du kan hjælpe med at dække deres energibehov ved at tilbyde en energirig og varieret menu med masser af proteiner, vitaminer og mineraler. Jo mere varieret du fodrer, desto flere forskellige fugle vil typisk besøge haven.

Havens fugl: Solsort

Solsorten, Turdus merula, er særlig vellidt for dens bløde, melodiske sang, som kan høres allerede i det tidligste forår og til langt ud på sommeren. Den er desuden den talrigeste fugl herhjemme med over 2 millioner ynglepar. 

 

2. Sørg for rent drikkevand

Frisk vand gør en stor forskel – ikke kun til at drikke, men også til at bade i. Stil derfor gerne rent vand frem hver dag, så fuglene kan slukke tørsten og holde fjerdragten i god form. Du kan for eksempel købe et fuglebad til haven.

Fuglene har brug for vand året rundt, men i foråret er det ekstra vigtigt, fordi aktivitetsniveauet er højt. Særligt frøædende fugle har et større væskebehov, da deres kost er tør.

 

3. Forårsrengør foderautomater og foderbrætter

For at undgå ophobninger på foderbrættet og i foderautomaten skal du fjerne gamle foderrester, ekskrementer og andre levn fra fuglene. Det har en stor betydning for fuglenes sundhed og trivsel, at foderstedet er fri for bakterier.

Når alle resterne er fjernet, kan du rengøre foderbrættet og foderautomaten med sæbe eller desinfektionsmiddel og derefter kogende vand. Foderautomater til frø kan rengøres nemmere med almindeligt rengøringsmiddel og en flaskerenser. 

Havens fugl: Gråspurv

Gråspurven, Passer domesticus, er gennem tiden blevet knyttet tæt til mennesket. Tidligere fandt man den tæt på gårdene på landet, hvor den kunne spise korn og frø fra marker, alder og hønsegårde, men i dag er den flyttet ind til mennesket i byerne. Her har den tilpasset sig livet i byen, og den ses ofte i flokke omkring pølsevogne.

 

4. Sæt nye fodersteder op

Der er to tidspunkter på året, hvor det er mest optimalt at sætte nye fodersteder op i haven – foråret og efteråret. Netop i foråret er fuglene nemlig glubende sultne, og der er typisk et overskud af føde i naturen, hvorfor fuglene godt kan finde på at afsøge nye steder for et mere spændende og varierende udvalg.

Du kan opsætte et fodersted stort set alle steder i haven, men vælger du en mere åben placering, har fuglene dog et godt udsyn, så de kan holde øje med fjender og føle sig mere sikre. Derudover er det en fordel at placere foderstedet et roligt sted, så fuglene ikke skræmmes væk af larm og støj. 

 

5. Lad ukrudtet gro og undgå sprøjtegifte

Hvis du gerne vil have så mange fugle som muligt i haven, kan du med fordel lade ukrudtet og græsset gro i hjørnerne. Så samler der sig nemlig insekter og smådyr, som fuglene er vilde med at spise.

Du bør også undgå at bruge sprøjtemidler på havens planter, da det slår de nærende insekter ihjel. Fuglene skal nok hjælpe dig med at holde bestanden af skadedyr nede.

Havens fugl: Musvit

Musvitten, Parus major, er den nok mest velkendte fugl af mejserne herhjemme. Den er også ganske vellidt af mange haveejere, da den spiser tusinder af skadelige insektlarver i løbet af ynglesæsonen, hvor den skal tage sig af ét til to kuld sultne unger. 

Sommer - Gøremål for havens fugle

Sommeren er fuld af liv i haven – og for fuglene er den langt fra “ferie”. Mange arter får nemlig flere kuld unger, og det betyder travlhed fra tidlig morgen til sen aften med at finde mad, vand og trygge steder at opholde sig.

 

1. Hjælp fuglene og deres unger med at finde føde

De fleste af havens fugle har allerede fået det første kuld fugleunger, men vidste du, at mange fuglearter ikke kun får ét enkelt kuld? Størstedelen af vores fugle herhjemme får nemlig to eller flere kuld unger, hvorfor deres energibehov stadig er stort hen over sommeren.

Selvom forældrefuglene gør deres bedste for at lære ungerne op, kan de små fugle have svært ved at finde føde på egen hånd. Du kan hjælpe både fugle og fugleunger ved at tilbyde dem et varieret udvalg af foder på foderpladsen.

De små fugleunger har særligt gavn af en energirig kost med knuste nødder og frø, som er en udmærket erstatning for de proteinrige insekter, der kan være vanskelige at skaffe, hvis sommeren er kold og våd. Som tak for hjælpen får du mange trofaste gæster i haven, som i løbet af året med glæde vender tilbage til haven.

Havens fugl: Gulspurv

Gulspurven, Emberiza citrinella, bliver ofte forvekslet med kanariefuglen på grund af dens udseende. Gulspurven er dog pæredansk og en ganske almindelig fugl i landskabet og haven.

 

2. Sørg for rent drikkevand

Rent vand er mindst lige så vigtigt som foder – særligt om sommeren. Stil derfor gerne friskt vand frem hver dag, så fuglene både kan drikke og bade. Et fuglebad eller en lav skål gør en stor forskel, især i varme perioder.

Fuglene har brug for vand året rundt, men om sommeren kan det være afgørende, når temperaturen stiger og naturlige vandkilder tørrer ud.

Havens fugl: Dompap

Dompappen, Pyrrhula pyrrhula, vækker ofte opsigt med sine smukke røde farver og buttede krop. Dens langsomme bevægelser gør, at den let kan betragtes ude i haven, hvor den gladeligt besøger foderpladsen. 

 

3. Sommerrengør foderautomater, foderbrætter og fuglekasser

For at undgå ophobninger på foderbrættet og i foderautomaten skal du fjerne gamle foderrester, ekskrementer og andre levn fra fuglene, så bakterier ikke får lov at samle sig. Det har en stor betydning for fuglenes sundhed og trivsel.

Rengør foderbræt og automater med sæbe eller desinfektionsmiddel, og skyl efter med kogende vand. Frøautomater kan ofte rengøres nemt med almindeligt rengøringsmiddel og en flaskerenser.

I august måned er ynglesæsonen ovre, og det er tid til at rengøre havens fuglekasser grundigt, så de er klar til vintersæsonen, hvor de skal bruges som vinterboliger.
 
Fuglekasserne skal holdes fri for bakterier og virus, der kan overføres til de overvintrende fugle. Det er vigtigt at fjerne alle rederester, ekskrementer og andre levn fra fuglene, og bagefter rengøre fuglekassen ind- og udvendigt med sæbe eller desinfektionsmiddel og derefter kogende vand. Det hjælper med at holde kassen fri for bakterier og virus, som ellers kan påvirke de fugle, der bruger den som vinterly.

Havens fugl: Rødhals

Rødhals, Erithacus rubecula, går også under navnet rødkælk, og er særligt kendt for sit røde bryst og store, mærke øjne. Fuglen er tillidsfuld og ganske afholdt i haverne rundt om i Danmark. 

 

4. Vent med at klippe hækken

Hækken er et af fuglenes yndlingssteder at bygge rede – og selvom det kan føles som om ynglesæsonen er ovre, kan der stadig sidde unger gemt godt inde mellem grenene. Derfor er det en god idé at være lidt varsom med hæksaksen i sommermånederne.

Vil du passe ekstra godt på fuglelivet i haven, så vent gerne med den store beskæring til august, hvor de fleste fugleunger er blevet flyvefærdige og har forladt reden. Det giver ro i hækken – og flere trygge steder for havens fugle at vokse op.

Efterår - Gøremål for havens fugle

Efteråret er en vigtig overgangstid for havens fugle. Nu bliver dagene kortere, temperaturen falder, og naturens spisekammer begynder langsomt at tømmes.  

 

1. Hjælp fuglene med at skaffe energi til vinteren

Det er sensommer, hvilket betyder, at temperaturen daler, og havens fugle så småt gør sig klar til vintersæsonen. Nogle fugle gør sig klar til at trække mod syd til varmere himmelstrøg, og andre gør sig klar til at overvintre herhjemme.

Uanset om de skal på langfart eller overvintre i haven, har fuglene brug for at opbygge energi og fedtdepoter. Her kan du gøre en stor forskel ved at tilbyde et varieret og energirigt udvalg på foderpladsen.

Starter du fodringen allerede i efteråret, er der også større chance for, at du får mange trofaste vintergæster i haven.

 

2. Lad nedfaldne æbler ligge til fuglene

Har du æbletræer i haven, kan de nedfaldne æbler være en ren efterårsgave til fuglene. Lad gerne nogle ligge på jorden – de er populær føde for fx solsort og drosselfugle. Du slipper for at samle alt op, og fuglene får et ekstra tilskud i en tid, hvor naturens spisekammer langsomt tømmes.

Du kan også gemme nogle af de mindst stødte æbler og bruge dem som foder senere på vinteren, hvor naturens spisekammer er tømt for bær og frugter.

Havens fugl: Skovspurv

Skovspurven, Passer montanus, kan være svær at skelne fra gråspurven, og derfor forveksles de to ofte med hinanden.

 

3. Sørg for rent drikkevand

Vand er vigtigt året rundt – også i efteråret. Stil derfor gerne friskt, rent vand frem hver dag, så fuglene både kan drikke og bade. Det giver ofte flere besøgende gæster og hjælper fuglene med at holde fjerdragten i god form.

 

4. Efterårsrengør foderautomater og foderbrætter

Ligesom om foråret og sommeren er det en god idé at give foderpladsen en grundig rengøring i efteråret. Nu begynder flere fugle nemlig at samle sig ved foderstederne, og når vejret bliver mere fugtigt, kan gamle foderrester hurtigere blive klamme og tiltrække bakterier.

Fjern derfor gamle foderrester, ekskrementer og andet snavs fra foderbræt og foderautomat, så foderstedet holdes rent og indbydende. Når du har fjernet resterne, kan du rengøre med sæbe eller desinfektionsmiddel og skylle efter med kogende vand. Frøautomater er ofte nemmest at gøre rene med almindeligt rengøringsmiddel og en flaskerenser.

Havens fugl: Bogfinke

Bogfinken, Fringilla colebs, er kendt for sin sang, som er overraskende nem at lære. Fuglen opholder sig primært i skove, men kan også spottes i ældre haver eller parker, hvor der er mange træer. 

 

5. Sæt nye fodersteder op

September er et af de bedste tidspunkter at sætte nye fodersteder op. Fuglene er aktive og i gang med at spise sig til vinterform, og de kan sagtens finde på at afsøge nye steder efter et spændende udvalg.

Placér foderstedet et sted, hvor fuglene har godt udsyn og føler sig trygge – og gerne i en rolig del af haven, så de ikke skræmmes væk af larm og trafik.

 

6. Lad visne blade og løv ligge

Efteråret betyder faldne blade – og her kan du faktisk hjælpe fuglene ved at lade lidt løv blive liggende. Under bladene gemmer der sig nemlig insekter og smådyr, som fuglene har stor gavn af. Et lille “vildt hjørne” i haven kan derfor blive et naturligt spisekammer, der giver liv hele efteråret.

Havens fugl: Topmejse

Topmejsen, Parus cristatus, er en af få småfugle i Europa, som har en kraftig fjertop på issen og i nakken. Den findes i mange haver - dog kun på Jylland og Fyn, da den endnu ikke har formået at krydse Storebælt over til Sjælland.