Udplantning og pasning af primula
Gode råd til udplantning og pasning af primula
- Placér primula efter artens foretrukne vækstvilkår. Disse varierer alt efter artens naturlige udbredelsesområde. Se vores oversigt her.
- Plant gerne hele året rundt, så længe jorden ikke er frossen. Husk at vande rigeligt, hvis du planter en varm og tør sommer.
- Udplant primula ved at grave et plantehul, løsne jorden i bunden og vande hullet godt. Se hele fremgangsmåden her.
- Vand planten regelmæssigt alt efter jordens kvalitet og mængden af nedbør. Vær opmærksom på at Primula auricula trives i et tørt og magert område til forskel for de øvrige arter, der foretrækker fugtige omgivelser.
- Gød kun primula om foråret, hvis du vil forkæle din plante. Det skal understreges, at det ikke er nødvendigt at gøde. Pas på med overgødning.
- Del meget gerne primula hvert 3. år, hvor planten har godt af den fornyelse, der følger med deling. Fremgangsmåden for deling er den samme som ved udplantning.
- Overvej vinterdækning af primula ved hård frost. Det er dog som udgangspunkt ikke altid nødvendigt for de vinterhårdføre planter.
Kort om primula
Primula er en staude, der oftest bruges til udendørs anvendelse i bede og havekrukker, hvor de farverige blomster lyser op i forårshaven. Nogle sorter, såsom Primula vulgaris (almindelig kodriver) og Primula malacoides (syrenprimula) opleves også som populære stueplanter om vinteren og kan plantes ud når den hårde frost er væk.
Primula er en af de første planter, der blomstrer efter vinteren. Deraf kaldes den også ofte forårsbebuder, da den byder foråret velkommen.
Udplantning af primula
Det er meget nemt at plante primula udenfor.
Sådan gør du:
- Grav et tilpas dybt og bredt plantehul, så rødderne ikke bøjes.
- Løsn jorden i bunden af hullet, så rødderne nemmere kan etablere sig.
- Fyld plantehullet helt op med vand og lad det trække ned i jorden.
- Placér planten i en passende højde og fyld i med jord iblandet let kompostererede blade. Så bliver jorden let gennemtrængelig og næringsrig.
- Vand afslutningsvist og træd jorden fast omkring planten.
Primula auricula (aurikler) adskiller sig fra de øvrige primulaarter ved at trives bedst i en let og sandet jord. Derfor bør du fylde plantehullet med en blanding af jord og sand ved denne art.
Placering af primula
Primula er naturligt udbredt i mange forskellige områder på den nordlige halvkugle. Derfor er der også stor forskel på, hvilke forhold de enkelte arter trives bedst under. Nedenfor ser du en oversigt over de forskellige arters naturlige udbredelsesområde og deres foretrukne vækstvilkår:
- Primula auricula (aurikel) stammer fra Alperne og er derfor vant til at gro i næringsfattig klippejord. Derfor er aurikler meget egnede som stenbedsplanter eller til plantning på veldrænet, mager sandjord. Desuden vil aurikler sætte pris på en placering i halvskygge.
- Primula denticulata (kugleprimula) trives bedst i fuld sol og vil gerne have en let fugtig jordbund, der er rig på organisk materiale. På den måde genskaber du bedst de vækstvilkår, som arten har på dens naturlige levesteder i Asien.
- Primula rosea (rosenprimula) stammer oprindeligt fra Himalayas bjerge, hvor den fungerer som skovbundsplante. Derfor trives den bedst i fugtige omgivelser i halvskygge.
- Primula juliae (pudeprimula) kommer fra Kaukasus, hvor den vokser i skovbunden. Derfor sætter den – ligesom rosenprimula – pris på en placering i en fugtig jordbund og med halvskygge.
-
Primula vulgaris (storblomstret kodriver eller kæmpeaurikel) får fine, sart-gule blomster, og skal placeres lyst og gerne køligt. Den trives bedst med regelmæssig vanding, i sol/halvskygge, i en næringsrig jord og kan plantes ud efter afblomstring.
-
Primula veris (hulkravet kodriver) laver enkelte blomster som er smørgule med små, orangerøde pletter i svælget. Veris kan udplantes fra det tidlige forår og er vinterhårdfør. Den trives bedst med jævnlig vanding.
-
Primula malacoides (syrenprimula) får blomster i en kraftig lilla farve, dog findes den også i rød, hvid og skrap pink. Malacoides skal placeres lyst eller i let skygge og tåler ikke hård frost. Den kan derfor bruges som stueplante når der er frost udenfor. Den trives bedst med moderat vanding, men tåler ikke udtørring under blomstring.
Plantetid for primula
Du kan sagtens plante primula det meste af året, så længe jorden ikke er frossen. Det vigtigste er, at du tilpasser pasningen efter vejret: Planter du i en varm og tør periode, skal du være ekstra opmærksom på grundig vanding efter udplantning, så planten får en god start.
Forår og tidligt efterår er dog ofte de bedste tidspunkter, fordi temperaturen er mild, og jorden typisk er mere fugtig – det giver planten ro til at etablere sig.
Vanding og gødning af primula
Primula er en meget nøjsom og nem plante. Særligt Primula auricula kræver ikke den store opmærksom, hvad pasning angår. Den er nemlig skabt til at trives på tørre, magre områder.
De øvrige primulaarter er derimod vant til at gro i fugtige omgivelser, og de vil derfor sætte pris på at blive vandet regelmæssigt. Der findes ikke faste regler for, hvor tit du skal vande, da det afhænger af jordkvaliteten og mængden af nedbør. Du skal simpelthen bare sørge for, at jorden er jævnt fugtig.
Primula kræver ikke gødning, hvis de vokser i en næringsrig jord. Planten er nemlig ikke specielt næringskrævende. Vil du imidlertid gerne forkæle dine primula, kan du tilføre en anelse gødning om foråret, når planten samler energi til blomstringen. Det er dog vigtigt at understrege, at overgødning kun vil resultere i større, kraftigere blade – på bekostning af blomstringen.
Læs også: Få succes med dine forårskrukker
Deling af primula
Primula kan godt deles, og det kan faktisk være en rigtig god idé at gøre det. Planten har nemlig godt af den fornyelse, der hører med til en deling. Generelt siges det, at primula bør deles hvert 3. år for at holde sig i storform.
Når du deler og flytter primula, er det vigtigt at følge den samme procedure som ved udplantning af primula: nemlig at grave et rigeligt stort hul, løsne jorden i bunden af hullet samt at fylde plantehullet med en blanding af enten jord og let komposterede blade eller jord og sand (ved Primula auricula).
Vinterdækning af primula
Når først primula er etableret, er det ikke nødvendigt at dække den om vinteren. Ved meget hård frost kan du eventuelt beskytte primulaerne med en fiberdug, eller et lag dækbark eller halm. Primula kommer fra egne, hvor klimaet er barsk, og de er altså vant til frost og kulde.
Du kan også vælge at flytte din primula indenfor i de hårde vintermåneder. Her skal den dog helst stå i et køligt rum, såsom en udestue, for at have de bedste betingelser. Når den hårde frost er ovre, kan du flytte primulaen ud i en udendørs krukke.
Pasning af primula indendørs
Blomsten kan både pryde på bordet eller i vindueskarmen, og du kan få blomstringen til at holde længere med den rette pasning. Det vigtigste ved pasning af primula indendørs er at holde jorden fugtig og stille planten et sted med indirekte sol - og gerne et køligt sted med temperaturer omkring 15 - 18 grader.
Oftest stillede spørgsmål
Primula trives bedst, når den får en rolig, fugtig start. Plant den i næringsrig jord iblandet kompostererede blade med god dræning og giv den en placering i sol/halvskygge. Primula-arter kan have lidt forskellige behov, så tag gerne udgangspunkt i den sort, du har – og følg anbefalingerne for netop den art.
- Vanding: Hold jorden let fugtig – især i tørre perioder.
- Pasning: Nip visne blomster af, så planten bruger energien på ny blomstring og vækst.
- Næring: Primula kræver som udgangspunkt ikke gødning hvis den vokser i en næringsrig jord. Men du kan give det lidt gødning om foråret.
Primula fungerer rigtig godt i krukker – især i foråret, hvor den giver farve tidligt på sæsonen.
- Brug en krukke med drænhul og læg evt. et lag lecakugler i bunden.
- Vælg en god, næringsrig krukkemuld og hold jorden let fugtig.
- Stil krukken lyst, men køligt og gerne uden for meget direkte sol.
- I frostperioder: flyt krukken i læ eller beskyt den, så rødderne ikke tager skade.
Ja – de fleste primula er som udgangspunkt flerårig og nem at dyrke, når de får en god placering og jævn fugt. Mange sorter kommer igen år efter år og kan endda brede sig stille og roligt i haven. Dog er aurikler som regel etårige. (Tjek gerne plantens etiket, da hårdførhed kan variere mellem sorter)
Du kan plante primula ud det meste af året, så længe jorden ikke er frossen. Forår og tidligt efterår er ofte de bedste tidspunkter, fordi temperaturen er mild, og jorden typisk er mere fugtig – så får planten ro til at etablere sig.
Planter du i en varm og tør periode, er det vigtigt at vande godt efter udplantning og holde øje de første uger, så planten ikke tørrer ud, mens den slår rødder.
Ja, primula er generelt hårdfør – især når den står i bedet. Den er dog mere udsat i krukker, fordi rødderne køles hurtigere ned. Ved udsigt til hård frost kan du beskytte den ved at stille krukken i læ, tæt ved en husmur eller give potten lidt isolering.