Æbletræer i februar
27. januar 2026
Gøremål til æbletræet i februar
Februar er en god tid at fokusere på æbletræerne og planlægge fremtidens høst. Selvom vinteren stadig holder sit greb, er der flere praktiske opgaver, du kan udføre for at sikre, at æbletræerne trives. Her er nogle gøremål, du kan tage dig af i æblehaven i februar.
- Beskær æbletræer nu, hvis der ikke er hård frost.
- Overvej hvilke æblesorter, du ønsker i haven, så du er klar til udplantning.
1. Beskær æbletræet
Når frosten ikke er for hård, kan du godt beskære og udtynde æbletræer. Men her gælder det om at være nænsom: Æbletræer må ikke beskæres unødigt, så du bør nøjes med at fjerne syge og knækkede grene samt "sammenfiltrede" grene.
På den måde hjælper du træet til en mere harmonisk vækst og en åben krone, hvor lys og luft kan komme ind. Det giver bedre forhold for både frugt og løv – og gør det lettere at holde træet sundt.
I naturen bliver æbletræer ikke beskåret, så det er ikke et krav for at få et æbletræ til at leve. Til gengæld kan beskæring i haven være en fordel, hvis du ønsker en mere kontrolleret form og en mere stabil høst over tid.
Et godt råd er at vente med større indgreb på unge, nyplantede æbletræer. Lad dem først bruge kræfterne på at etablere sig og komme i gang med at bære frugt. Som tommelfingerregel kan du vente med egentlig formbeskæring, til træet har givet en pæn høst – så står det stærkere og tåler beskæringen bedre.
Læs også: Sådan beskærer og udtynder du et frugttræ
2. Overvej hvilke æblesorter, du ønsker i haven
I februar er der endnu ikke meget at foretage sig i haven, men lige om lidt vågner haven op fra vinterhiet. Derfor er det et oplagt tidspunkt at begynde at planlægge, hvilke æblesorter du gerne vil have i haven, så du er klar, når plantetiden er ideel.
Se udvalget af æbletræer.
Sorterne varierer i sødme, aroma, sprødhed, saftighed, farve, høsttidspunkt, sundhed, vækst, holdbarhed og brug. Det er også værd at overveje hvad du vil bruge æblerne til – spise direkte fra træet, til madlavning, mos eller bagning.
En vigtig ting at huske er bestøvning. Mange æbletræer giver bedst udbytte, når de har en bestøvningsmakker i nærheden. Derfor er det en god idé at vælge sorter, der kan bestøve hinanden – medmindre du allerede har et æbletræ tæt på, fx hos naboen. Nedenfor finder du de bedste æblesorter, som er indbyrdes bestøvende.
Hvis ikke du orker at sætte dig ind i æblesorternes bestøvningsegenskaber, kan du plante prydtræet Paradisæble i nærheden af dit æbletræ. Det kan nemlig bestøve alle æblesorter.
Se udvalget af paradisæbletræer.
Et andet alternativ et et familiefrugttræ, hvor flere, gensidigt bestøvende sorter er podet på samme stamme.
Sommeræbler
- Discovery: Høstes i august. Er et sødt og aromatisk spiseæble med en smuk, rød farve. Fortræffelig bestøver. Bestøves af Elstar og Ingrid Marie.
- Gråsten: Høstes i september. Er Danmarks nationalæble, som stammer fra modertræer ved Gråsten Slot. Er et meget saftigt spise- og madæble med en en syrlig-sød smag. Træet kan blive meget stort og kræver god plads. Bestøves af Discovery.
Efterårsæbler
- Ingrid Marie: Høstes i oktober. Er et saftigt spiseæble med en dejlig, sød smag og smukke, solkyssede kinder. Meget velegnet til bagning. Bestøves af Discovery og Elstar.
- Elstar: Høstes i oktober. Er et gult-rødt spiseæble med en krydret og syrlig-sød smag. Et af de bedste spiseæbler der findes. Bestøves af Discovery og Ingrid Marie.
Læs også: Æbletræer i marts