Havens fugle i marts
21. marts 2024Gøremål i fuglehaven i marts
- Giv fuglene næring til yngel og redebygning
- Sørg for rent drikkevand
- Forårsrengør foderautomater og foderbrætter
- Nyd fuglekvidderen og se trækfuglene
Giv fuglene næring til yngel og redebygning
Mange tror fejlagtigt, at havens fugle ikke har brug for at blive fodret, så snart vinteren er ovre. Det er dog hele året at fuglene har brug for foder, og særligt her i foråret er fuglenes energibehov stort, fordi deres aktivitetsniveau er på sit højeste. Det er nemlig nu, de går i gang med at bygge rede og yngle det første kuld unger.
Fuglene spiser helt op til fire gange så meget i foråret som i vinterperioden. Du kan hjælpe med at dække deres energibehov ved at tilbyde en energirig og varieret menu med masser af proteiner, vitaminer og mineraler.
For at få et rigt og underholdende fugleliv i haven anbefaler vi, at du fodrer med flere forskellige slags foder på forskellige måder for at tiltrække mange forskellige slags fugle.
Sørg for rent drikkevand
Rent og frisk vand fordobler antallet af besøgende fugle i din have. Så stil gerne vand frem til fuglene dagligt, så de hele tiden har noget at drikke af og bade i. Fuglene har behov for vand året rundt – også her i foråret. Særligt frøædende fugle har et større behov for væske, da deres kost er meget tør.
Forårsrengør foderautomater og foderbrætter
For at undgå ophobninger på foderbrættet og i foderautomaten skal du fjerne gamle foderrester, ekskrementer og andre levn fra fuglene. Det har en stor betydning for fuglenes sundhed og trivsel, at foderstedet er fri for bakterier.
Når alle resterne er fjernet, kan du rengøre foderbrættet og foderautomaten med sæbe eller desinfektionsmiddel og derefter kogende vand. Foderautomater til frø kan rengøres nemmere med almindeligt rengøringsmiddel og en flaskerenser.
Nyd fuglekvidderen og se trækfuglene
Foråret er kommet, og det markeres ofte med, at fuglene begynder at synge og kvidre i haven. Det gør de for at finde en mage og markere deres territorie. Efter månedens gøremål er det tid til at nyde foråret og fuglekvidderen.
Foråret betyder også, at trækfuglene så småt vender hjem igen. Det er netop nu, at du kan støde på de mange trækfugle langs kysterne i hele landet. Hele familien kan med fordel tage en tur på stranden med kikkerten og slå blikket op i søgningen efter trækfuglene.
Månedens fugl: Solsort
Solsorten, Turdus merula, er særlig vellidt for dens bløde, melodiske sang, som kan høres allerede i det tidligste forår og til langt ud på sommeren. Alle kender solsorten, som kan elve ganske tæt på os. Den er desuden den talrigeste fugl herhjemme med over 2 millioner ynglepar.