Rosenbedet i august
12. september 2024Gøremål i rosenbedet i august
- Skær buketter af dine smukkeste roser.
- Opsæt tønder til regnvandsopsamling til vanding af roser.
Skær buketter af dine roser
I august står de fleste roser endnu i fuldt flor. Særligt de storblomstrede roser og buketroserne er smukke på denne tid. Netop disse rosentyper er meget velegnede til buketter, og derfor bør du forkæle dig selv med en smuk buket roser af egen avl.
Hold buketten frisk længere ved at give den frisk vand og et frisk nyt snit hver dag. Når buketten begynder at hænge med næbbet, kan du hænge den til tørre eller plukke bladene af til potpourri.
Opsæt tønder til regnvandsopsamling til vanding af roser
Ligesom alle andre planter kan roser bedst lide at blive vandet med regnvand. Regnvandet er sundere for planten, og postevand vil desuden give bladene kalkpletter.
Hvis du ikke allerede har opsat tønder til regnvandsopsamling, bør du derfor gøre det - og august er et godt tidspunkt til dette, så regnvandstønderne står klar, inden efterårets regn kommer.
Læs også: Udplantning og pasning af roser