{{ $t('header.giftcard') }} {{ basketQuantity }} {{ $t('header.basket') }}

5 nemme krydderurter

8. maj 2026

Krydderurter til nybegyndere

Vil du dyrke dine egne krydderurter, behøver du hverken stor køkkenhave eller meget erfaring. Mange krydderurter er nemme at passe og trives fint i krukker, altankasser og bede, så længe de får lys, vand og god jord.

Her guider vi dig til fem nemme krydderurter, der er gode at starte med.


 

Nemme krydderurter

Nemme krydderurter er et godt sted at starte, hvis du gerne vil dyrke mere spiseligt grønt derhjemme. De kræver typisk ikke meget pasning, kan bruges i mange retter og trives både i køkkenhaven, krukker og altankasser. Herunder får du fem krydderurter, der er nemme at dyrke og giver masser af frisk smag til hverdagen.

 

1. Purløg - nem krydderurt til kartofler, æg og smørrebrød

Purløg (flerårig løgplante) er en typisk dansk krydderurt, og det skal naturligvis være i enhver urtehave. Den er en af de nemmeste krydderurter at dyrke og et godt valg, hvis du gerne vil hurtigt i gang.

Den kan dyrkes i både krukke, altankasse og køkkenhave og kommer ofte igen år efter år, hvis den trives.

Purløg har en mild løgsmag og passer godt til æg, kartofler, smørrebrød, salater og kolde dressinger. Klip løbende af planten, så den holder sig frisk og tæt i væksten.

Den foretrækker en solrig placering, og kræver ikke meget vand. Vanding en gang i ugen er ofte nok, da den ikke trives i for våd jord. I tørre perioder kan det være nødvendigt at vande oftere.

 

2. Mynte - frisk urt til te, drinks og desserter

Mynte (flerårig urt) er en frodig og nem krydderurt, der har en meget karakteristisk, frisk pebermyntesmag. Mynte kan bruges i desserter, te, smoothies og drinks, fx i en mojito, hvor mynten leverer den afgørende smag.

Mynte kan sagtens dyrkes på friland i Danmark, hvor den breder sig meget villigt. Nogen regner den faktisk for ukrudt på grund af dens evne til at brede sig. Den eneste udfordring, du vil opleve, med mynte er altså at få den til at begrænse sig.

Mynte er derfor særlig god at dyrke i krukke. På den måde kan du lettere holde den samlet og samtidig placere den dér, hvor du gerne vil have frisk mynte lige ved hånden.

 

3. Timian - hårdfør krydderurt til solrige steder

Timian (flerårig staude) er en robust krydderurt med en markant smag, som ofte bruges i gryderetter og til krydring af kartofler. Den er en solelskende plante, og den skal derfor helst placeres i fuld sol i en veldrænet jord. Timian er ekstremt hårdfør – faktisk regnes den mellem de mest hårdføre krydderurter. Den kan stå en vinter i hård frost uden beskyttelse, og alligevel skyder den på ny til foråret.

I køkkenet er timian velegnet til ovnkartofler, grøntsager, gryderetter, marinader og kødretter. Den aromatiske smag gør den til en klassiker i mange køkkener, og planten er samtidig dekorativ i både krukker og bede.

Timian er et godt valg til terrassen eller altanen, hvor den får masser af sol og ikke står for vådt.

 

4. Oregano - nem urt til pizza, pasta og tomatretter

Oregano (flerårig urt) er det italienske køkkens mest brugte krydderi; det strøs blandt andet på pizza og giver en dejlig afrundet smag til spaghetti bolognese.

Til trods for at oregano giver os associationer til det italienske, er det en krydderurt, som klarer sig glimrende i Danmark. Oregano kræver blot en solrig placering,og skal vandes moderat.

Oregano kan dyrkes både i krukker, altankasser og bede. Klip løbende af planten, så den holder sig tæt og danner nye skud. Den kan også tørres, så du kan gemme smagen til senere på sæsonen.

Oregano er en oplagt krydderurt at have tæt på køkkenet, hvis du ofte bruger tomat, pasta, pizza eller grillede grøntsager.

 

5. Salvie - dekorativ krydderurt med kraftig smag

Salvie (flerårig staude) er en smuk og anvendelig middelhavsplante. Den har dekorative, grågrønne blade og en kraftig, aromatisk smag, der især passer godt til pasta, smør, kødretter og fyldige retter. Brug den med måde i madlavningen, da smagen er markant.

Salvie trives bedst et lunt og solrigt sted og egner sig godt til krukker, hvor den kan få en veldrænet jord. Salvie er desuden meget hårdfør og beholder bladene vinteren over, hvorfor du faktisk også kan høste frisk salvie om vinteren.

Salvie er en flot krydderurt i krukker og passer godt sammen med andre solglade urter som timian og oregano.

 

Det skal du bruge for at dyrke krydderurter

Du behøver ikke meget for at komme i gang med krydderurter. Mange kan dyrkes både i haven, på terrassen, på altanen eller i en lys vindueskarm. Det vigtigste er, at du vælger en placering med gode lysforhold, bruger en god veldrænet jord, gerne krydderurtejord hvis du planter i krukke, og sørger for regelmæssig vanding.

Det er en god idé at have følgende klar:

  • Krydderurter eller krydderurtefrø
  • Krukke, altankasse eller plantekasse
  • God krukkejord eller pottemuld
  • Vandkande
  • Eventuelt små haveredskaber og planteskilte

Når du planter krydderurter i krukker, bør krukken have hul i bunden, så overskydende vand kan løbe fra. Det giver rødderne bedre betingelser og mindsker risikoen for, at jorden bliver for våd.

Læs også: dyrkning af krydderurter

 

Dyrk krydderurter i krukker og altankasser

Du behøver ikke en stor have for at dyrke krydderurter. Mange urter trives rigtig godt i krukker, altankasser og mindre plantekasser, hvilket gør dem oplagte til både altan, terrasse og køkkenvindue.

Krukker gør det nemt at placere krydderurterne tæt på køkkenet, så du hurtigt kan klippe lidt frisk grønt til maden. Samtidig kan du flytte krukkerne efter sol og sæson, hvis planterne har brug for mere lys eller læ.

Vælg gerne en krukke med god plads til rødderne og brug en næringsrig jord, der holder på fugten uden at blive tung og kompakt. Har du flere krydderurter sammen, er det en god idé at samle dem efter behov.

Middelhavsurter som timian, oregano og salvie trives for eksempel godt i sol og lidt mere tør jord, mens mynte og purløg gerne vil have mere fugt.