Spirea, som findes i et væld af sorter, tilbyder ikke kun storslået blomsterpragt, men er hårdfør og robust. Uanset om du søger en lav, blomstrende kant eller en høj, privat hæk, kan spirea opfylde dine behov og samtidig tilføre din have et touch af naturens egen charme.
En spireahæk er et attraktivt valg for mange haveejere, der ønsker en hæk, som tilbyder mere end blot privatliv og afskærmning. Med sine smukke blomster og overhængende vækst kan spireahækken tilføre din have et romantisk og naturligt udtryk. Spirea kan bruges som klippet hæk, men gør sig bedst uklippet, da spirea blomstrer helt overdådigt, hvorfor blomstringen kun bliver smukkere af at holde hækken uklippet.
Spirea er hurtigtvoksende, hvilket betyder, at du inden længe efter udplantning kan nyde en tæt og frodig hæk. Der er forskel på hvor store de forskellige spireasorter bliver, men for de fleste gælder det, at man skal bruge 2 - 3 planter pr. meter for at få en hæk, der er godt tæt både i toppen og bunden. Også fugle er særligt glade for denne hæktype, så hvis du ønsker at skabe et levende dyreliv i din have, er spirea et godt valg.
Læs mere om at tiltrække fugle til haven.
Desuden er spirea en forholdsvis nøjsom plante, der ikke kræver meget pasning, når først den er etableret. Dette gør den til en ideel plante for dig, der ønsker en smuk hæk, men ikke vil bruge al din tid på vedligeholdelse. Som hæk er spirea desuden både vindstærk, hårdfør og nøjsom.
Se hele vores udvalg af hækplanter.
Der findes mange forskellige sorter af spirea, og valget af den rette sort bør baseres på dine specifikke behov og ønsker til hækken. Når du skal vælge den rette spireasort, er det vigtigt at overveje, hvilken højde og blomstringstid du foretrækker, samt hvor meget vind din hæk vil blive udsat for.
1. Buketspirea, 'Spiraea vanhouttei', er den mest brugte spireasort til hækbeplantning. Buketspirea blomstrer nemlig rigest og kraftigst af alle spireasorter (hvide blomster i maj). Samtidig er grenene også mere robuste på denne sort end på andre sorter og derfor er den mere vindstærk. For at fremme en kraftig blomstring året efter skal buketspirea klippes umiddelbart efter blomstring. Buketspirea bliver omkring 2 m høj og kan nemt blive lige så bred, hvis den holdes uklippet.
2. Snedrivebusk, 'Spiraea cineria' (synonym: arguta), har fået sit navn på grund af de lange, overhængende grene, som er fyldt med hvide blomster i foråret og leder tankerne hen på store snedriver. Busken bliver 1,5 m høj og lige så bred. Snedrivebusken kan bruges solitært som fritstående busk og er meget smuk på den måde, men bruges lige så ofte som hækplante. Væksten er opret til overhængende. Tåler vind.
3. Snowmound-spirea, 'Spiraea nipponica', er en nyere spireasort, som er kendetegnet ved at være meget hårdfør og mere skyggetålende end de øvrige spireasorter. 'Snowmound'-spireaen har en meget opret vækst og bliver omkring 1,5 m høj og knap 1 m bred.
4. Spirea 'Anthony waterer' har en tæt og kompakt vækst og blomstrer med cherise farvede blomster fra juli til september. Kan bruges til både klippet og uklippet hæk.
5. Spirea 'Betulifolia' er en lav og kompakt sort, der egner sig godt som uklippet hæk. I juni måned forvandles denne beskedne busk til et sandt syn for øjnene, når den bliver dækket af delikate, hvide blomster, der tiltrækker både blikke og et væld af pollinerende insekter som sommerfugle og bier. Når efteråret nærmer sig, skifter 'Betulifolia' sin grønne sommerdragt ud med spektakulære høstfarver, der kan variere fra dybe røde til gyldne nuancer.
6. Rødskærm, 'Spiraea bumalda' har fået sit danske populærnavn på grund af buskens rosa-røde blomster. Blomsterne bliver op til 15 cm i diameter og giver busken et overdådigt, blomstrende udtryk. Rødskærm bliver omkring 80 cm høj og omtrent lige så bred.
7. Japansk spiræa 'Spiraea japonica' er en populær busk, der er vidt udbredt i haver og parker over hele verden. Japansk spiræa er oprindeligt fra Japan, Kina og Korea, og er særligt elsket for sin frodige, røde til pink blomstring og lette pleje, hvilket gør den til en favorit blandt både erfarne gartnere og nybegyndere. En japansk spiræa bliver op til 2 meter høj og bred. Udover de smukke blomster har japansk spiræa også dekorative blade, der kan variere i farve fra grønt til gyldent og bronzeagtigt afhængigt af sorten og årstiden. Blomstringen sker typisk fra forsommeren til det tidlige efterår, hvilket giver haven farve og skønhed i flere måneder. På grund af dens tætte vækst er japansk spiræa perfekt som lav hæk eller kantplante langs stier og grænser. Den fungerer godt i blandede blomsterbede, hvor dens farverige blomster kan skabe kontrast og interesse, ligeledes hjælper japansk spiræa via sine rødder med at stabilisere jorden, hvilket gør den nyttig i skrånende områder eller steder med erosion.
Spirea japonica 'Little princess' er en undersort til japansk spiræa, som bliver mellemhøj, tåler vind og har en kompakt vækst, hvilket gør den velegnet til bunddække og lave hække.
8. Blærespiræa, 'Spirea physocarpus' betyder "med en oppustet frugt", og er kendt for smukke blade, fin blomstring og høstfarver, og karakteristiske små tørre, oppustede frøstande samlet i runde hoveder, der kan ligne mørke blomster på afstand.
At plante en spireahæk er en forholdsvis simpel proces, men det er vigtigt at gøre det på det rette tidspunkt og under de rette forhold for at sikre, at dine planter får den bedst mulige start. Plant om efteråret eller tidligt forår, når risikoen for udtørring af rødderne er lavest.
For at sikre at din spireahæk får de bedste vækstbetingelser, er det afgørende, at du forbereder jorden korrekt og vælger den optimale placering for hækken. Spirea er en stærk plante, der kan trives i de fleste havejordtyper, men for at fremme en sund vækst, kan det være en god idé at blande jordforbedring i den eksisterende jord. Bland din havejord med jordforbedring i forholdet 3:1.
Se vores udvalg af jordforbedring.
Nedenstående er en trin-for-trin guide til plantning af spireahæk:
Vælg et sted i haven med sol eller halvskygge for at fremme en frodig blomstring og tæt vækst.
Spænd en snor ud, hvor hækken skal stå, for at sikre lige plantning.
Overvej antallet af planter pr. meter – for de fleste sorter anbefales det at bruge 2-3 planter pr. meter for at opnå en tæt hæk.
Grav en rende, der er dyb nok til at rumme rødderne uden at bøje dem, typisk 30-40 cm dybt.
Undgå at dække rodhalsen med mere end 1-2 cm jord for at forhindre råd.
Bland din eksisterende jord med jordforbedring, for eksempel i et forhold på 3/4 havejord til 1/4 jordforbedring, for at tilføre næring og forbedre jordstrukturen.
Tramp jorden godt til omkring rødderne for at skabe god kontakt mellem jord og rødder og for at eliminere luftlommer.
Vand hækken grundigt efter plantning og i tørre perioder det første år for at sikre etablering.
Undgå at tilføre gødning det første år, da dette kan skade de følsomme rødder. Brug i stedet jordforbedring som topdække.
Det er en god idé at være to om plantningen, så en kan holde planten, mens den anden fylder jord på. Husk at vande rigeligt efter plantning og i tørre perioder det første år, hvor planten etablerer sig.
Når din spireahæk er plantet og etableret, er den relativt nem at passe. Nedenfor er nogle grundige råd til, hvordan du holder din hæk sund og blomstrende.
Spirea har ikke brug for meget vand når den først er etableret, men i tørre perioder kan det være nødvendigt at vande. Indtil den er etableret kan en siveslange være en god løsning for at sikre, at hækken får vand nok. Gør det gerne om aftenen for at minimere fordampning. Gødning skal anvendes med omtanke – en let dosis gødning én gang årligt er tilstrækkeligt. Undgå at gøde det første år efter plantning, da for meget gødning kan skade de unge planter.
Se vores udvalg af siveslanger.
Vent med beskæring til efter blomstringen, så du ikke fjerner de blomsterbærende grene.
Klip hækken ned for at opretholde en pæn form og fremme en tættere vækst.
Hvis hækken bliver for tæt, kan du tynde ud i de ældre grene om vinteren for at forhindre, at den bliver bar nederst.
For sorten 'Vanhouttei', som tåler mere beskæring, kan du klippe kraftigere for en mere formel hæk.
Læs mere om udplantning og pasning af hæk.
Spirea er hårdfør og kan generelt tåle det danske klima, inklusive frost. Selvom den er robust, kan det være en god ide at beskytte unge planter mod ekstrem kulde.