{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Slyngplanter

Haveplanter

Slyngplanter til haven

Slyngplanter er dekorative planter, der pynter i både store og små haver. Herover kan du se et begrænset udvalg af Plantoramas slyngplanter. Forhør dit nærmeste havecenter, om den aktuelle vare sælges netop nu.

Slyngplanter

Slyngplanter vokser naturligt i skovene. I starten vokser de langs jorden, men med tiden finder de noget at vokse op ad. Slyngplanter kan derfor roligt plantes i skygge, så længe de får adgang til mere lys, jo længere de klatrer op.

De forskellige slyngplanter vokser også meget forskelligt. Nogle er selvhæftende, og behøver intet for at vokse opad, da de limer sig selv fast til underlaget og vokser hurtigt. Andre er stængelklatrende, og som navnet antyder, slynger de selve stammen omkring det, de vokser op ad.

Slyngplanterne findes indenfor mange plantefamilier, hvorfor vi har et stort udvalg af klatrende planter hos Plantorama. Slyngplanter har fået deres betegnelse på grund af deres klatrende vækst, da de slynger sig omkring det, de vokser ved. De kaldes også klatreplanter eller lianer.

Slyngplanter i haven

Slyngplanter kan have en tendens til at hæmme træer ved at tage deres lys, hvis du lader dem vokse opad. Tidligere sagde man, at de ødelagde husmurene, men der er meget delte meninger om dette, og du kan i høj grad forhindre eventuel skade ved at vælge en type, som ikke er selvhæftende.

Slyngplanter er dog oplagte, når du skal have dækket lidt af en mur eller skabt en dekorativ detalje. Espalierer er eksempelvis gode at bruge i denne proces, da du har let adgang til at styre og fremme slyngplanternes vækst. Få gode råd til klatreplanter i haven.

Sådan planter du slyngplanter

Du kan generelt plante slyngplanter i haven hele året rundt, så længe jorden ikke er frossen eller alt for tør. Når du skal plante slyngplanter ud i haven, skal du helst plante dem i en almindelig havejord, som er veldrænet.

Planternes rødder bryder sig nemlig ikke om at stå i vand. Husk på at de slyngplanter, du kan købe ude i havecentrene, som oftest er omkring en halv meter høje, hvilket betyder, at de ikke er færdigudvoksede med blomster. Planterne sælges i denne størrelse af praktiske årsager.

Du planter ved at grave et plantehul, som er cirka en halv meter bredt og en halv meter dybt eller så slyngplantens rodklump står et par centimeter under jordoverfladen. Husk at løsne jorden i bunden af plantehullet, så der er godt dræn omkring planten og overskydende vand kan rende igennem jorden.

Inden du sætter planterne i jorden, anbefaler vi, at du gennemvæder rodklumperne i ti minutters tid, så de er godt fugtige og har fået al den vand, de kunne have brug for.

Du skal forsigtigt fjerne plastikpotten omkring rodklumpen, så planten og dens rødder ikke tager skade. Når du har placeret slyngplanten i plantehullet, kan du fylde op med den opgravede jord og vande grundigt efter plantning.

Det er vigtigt, at planten ikke udtørrer umiddelbart efter plantning og det første års tid efter. Her bruger planten tid og energi på at etablere sit rodnet, hvorfor den har brug for ekstra næring.

Beskæring af slyngplanter 

Som udgangspunkt behøver du ikke beskære din slyngplante. Det kan dog være en fordel, hvis du vil begrænse, hvor meget planten fylder i haven. Når du skal beskære din slyngplante, er det bedst at gøre det, når dens vækstsæson er afsluttet – normalvis i november måned.

Du kan altså som tommelfingerregel beskære slyngplanter fra november til og med marts. Hvis slyngplanten er blevet for dominerende, kan du også tynde lidt ud i planten ved at klippe nogle af grenen af. I disse tilfælde skal du klippe cirka en tredjedel af grenene af ved basis.

Ved nogle planter kan det være vanskeligt, hvorfor du i stedet kan klippe afstikkende grene af. Der gælder den samme tommelfingerregel ved udtynding som ved beskæring; vent med at klippe til plantens vækstsæson er ovre omkring november måned. Du kan udtynde frem til starten af april. Læs mere om beskæring af klematis.

Klematis i haven

En smuk slyngplante, der er et oplagt valg til haven, er klematis. Klematis er frodige slyngplanter, der blomstrer længe med store, smukke blomster i hvide, rosa og violette nuancer - nogle varianter har sågar flere farver og flotte striber. Klematis er en blomstrende slyngplante i ranunkelfamilien.

Der findes flere forskellige arter og endnu flere hybrider af disse arter. Generelt er arterne kendetegnede ved at danne et væld af mindre blomster. Hybriderne danner knap så mange blomster, men de er til gengæld større. Derfor kaldes arterne også for småblomstrede klematis og hybriderne for storblomstrede klematis.

Klematisblomsten varierer meget i højden, fra de lave, kompakte varianter på omkring 1,5 m til de høje, kraftige varianter, der kan blive helt op til 10 m høje. Der er ligeledes stor variation i blomsternes form, størrelse og farve. Blomsterne kan være helt enkle med fire blade eller helt tætfyldte.

Klematis er uden tvivl den mest udbredte slyngplanter, der findes. Den er nem at passe, da den blomstrer meget længe, og der er et hav af arter, hybrider og sorter at vælge imellem, så du kan altid finde en, der passer til din smag. Læs mere om klematis i haven.