{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Stikkelsbærbuske

Stikkelsbærbuske har en bred, overhængende vækst med tornede grene og dunede bær. De producerer de lækreste bær, egnet til madlavning og direkte spise. Se udvalget nedenfor.

Stikkelsbær i haven

Stikkelsbær, Ribes uva-crispa, er en nøjsom, løvfældende busk, som bliver 100 - 150 cm høj. Busken har en bred, overhængende vækst og tornede grene. Om sommeren danner busken dunede bær, som findes i røde, gule og grønne nuancer. Bærrene har en tyk skal, som gemmer på en syrligt-sød gelémasse.

Stikkelsbær findes vildtlevende flere steder i Europa, herunder også i den danske natur. De stikkelsbærbuske, vi dyrker i haverne, er dog forædlede, storfrugtede sorter fra England, som er stikkelsbærdyrkningens moderland.

 

Brug af stikkelsbær

Stikkelsbær kan både spises som grønne bær og som modne bær. Når bærrene endnu er grønne, har de en skarp syrlig smag, som er fantastisk i eksempelvis stikkelsbærgrød. Modne stikkelsbær har derimod en dejlig, sød smag og kan spises direkte fra busken.

Stikkelsbær har et højt indhold af pektin, et naturligt stivelsesmiddel, hvorfor de er velegnede til brug i gelé og marmelade. Plant eventuelt stikkelsbær sammen med ribs for en syrlig frugtkombination.

Stort udvalg af stikkelsbær

Vi forhandler søde stikkelsbær og sure stikkelsbær, tornfri stikkelsbær og tornede stikkelsbær, små stikkelsbær og store stikkelsbær, hårede stikkelsbær og glatte stikkelsbær, røde stikkelsbær og gule stikkelsbær. Uanset hvad du foretrækker, kan du altså finde en sort blandt vores store udvalg, som passer til dig.

Opstammede stikkelsbærbuske

Udover ”almindelige” stikkelsbærbuske forhandler vi også opstammede stikkelsbærbuske hos Plantorama. Disse opstammede varianter er velegnede til dyrkning i krukker, men kan også sagtens bruges på friland. Fordelen ved de opstammede stikkelsbærbuske er først og fremmest, at bærrene er lettere at høste.

Stikkelsbærbuske af højeste kvalitet

Vores stikkelsbærbuske dyrkes og udvælges efter de strengeste kvalitetsprincipper. Vi lægger blandt andet vægt på, at buskene har et stærkt rodnet, en kraftig grensætning og sunde skudspidser. Vi kalder det GroBedre, og det er din garanti for, at du altid får en stærk plante med hjem, når du handler ved os.

Skulle din stikkelsbærbusk indkøbt ved Plantorama mod forventning ikke vækste det første år efter plantning, er frugtbuske omfattet af vores GroGaranti på flerårige haveplanter. Du kan derfor få ombyttet busken til en ny eller få pengene tilbage. Bemærk: Garantien gælder ikke ved frost- eller udtørringsskader.

Sorter af stikkelsbær

Der findes mange stikkelsbærsorter. Nogle udmærker sig ved at være meget sygdomsresistente, mens andre udmærker sig ved at danne særligt store bær. Nogle helt tredje udmærker sig ved deres bærs gode sødme. Nedenfor kan du læse mere om tre af de mest udbredte stikkelsbærsorter i Danmark.

’Invicta’

’Invicta’ er en nyere stikkelsbærsort, som udmærker sig ved at være meget resistent overfor stikkelsbærdræber, en meldug som angriber buskens skud, stængler og frugter. ’Invicta’ danner store, grønne bær med en let syrlig smag. Bærrene er høstmodne i slutningen af juli, og udbyttet er typisk højt.

’Larell’

’Larell’ adskiller sig fra de fleste andre stikkelsbærsorter ved at danne søde, røde bær. Bærrene hører ikke til blandt de største stikkelsbær, men på grund af den smukke, mørkerøde farve, er de alligevel noget helt særligt. Bærrene er høstmodne i midten af juli, og udbyttet er middelstort. ’Larell’ udmærker sig desuden ved at være næsten tornfri.

’Tatjana’

’Tatjana’ danner runde, meget store, gule bær. Bærrene er meget saftige og har en dejlig, sød smag. Bærrene er høstmodne i starten af juli, og udbyttet er typisk meget stort. Ligesom ’Larell’ udmærker ’Tatjana’ sig ved at være næsten tornfri.

Bestøvning af stikkelsbær

Mange frugtbuske har brug for fremmedbestøvning for at danne frugter. Dette er imidlertid ikke tilfældet med stikkelsbær. Stikkelsbær er nemlig selvbestøvende. Alligevel anbefaler vi hos Plantorama, at du altid har to sorter af stikkelsbær sammen.

Stikkelsbær varierer i smag og størrelse, og med to forskellige sorter i haven, kan du nyde flere forskellige stikkelsbær, eksempelvis en sort, som er god til gelé og en sort, som er velegnet til at spise direkte fra busken. Få gode råd til plantning og pasning af frugtbuske.