Pasning af spøgelsestræ/sølvtræ (Corokia cotoneaster)
Spøgelsestræ - en favorit til hjemmet
Spøgelsestræ, også kaldet Sølvtræ 'Corokia cotoneaster', er et lille træ, der næsten kan karakteriseres som farveløs. Bladene er grønne på overfladen og sølvgrå på undersiden, og særligt den grålige farve har givet den kaldenavnet spøgelsestræ. Den kaldes også fra tid til anden bare Corokia.
Spøgelsestræ er dog ikke farveløs hele året rundt. I foråret blomstrer det nemlig med små gule blomster.
Her i guiden har vi samlet vores bedste tips til pasningen af spøgelsestræ.
Sådan planter du spøgelsestræet
Når du planter spøgelsestræet, kan du bruge almindelig pottejord med sphagnum, som er beregnet til stueplanter, hvis træet skal være inde, eller krukkejord, hvis træet skal stå ude i en havekrukke.
Sådan gør du:
- Læg et lag lecakugler i krukken eller potten. De gør, at overskydende vand lettere render fra, så rødderne ikke sopper i vand og til sidst dræber planten.
- Fyld lidt jord ovenpå lecakuglerne, og placér planten i midten af krukken eller potten.
- Sørg for, at planten står lige, imens du fylder jord omkring den. Pres jorden let ned langs siderne, så der ikke er store lufthuller.
- Vand planten rigeligt efter plantning, så den får en god start.
Placering af spøgelsestræ
Spøgelsestræ er en af de planter, som godt kan trives på en mørkere placering. Det gør den oplagt til fx gangen eller et hjørne, hvor du gerne vil have noget grønt, der ikke kræver fuld sol.
For at få de bedste vækstbetingelser trives spøgelsestræet dog bedst, når det får lidt naturligt lys. Dog trives den ikke så godt i direkte sol.
Indendørs trives planten ved almindelig stuetemperatur. Udenfor kan den tåle let kulde og en smule frost.
Læs også: 5 stueplanter der klarer sig i skygge
Kan spøgelsestræet placeres udendørs?
Ja – spøgelsestræet kan sagtens stå udendørs i en havekrukke i store dele af året. Det tåler køligt vejr og kan klare let kulde og en smule frost. Men når der er udsigt til hård frost, bør du tage det ind eller stille det et beskyttet, frostfrit sted.
Vær også opmærksom på, at spøgelsestræet kan reagere på flytning. Hvis du rykker det meget rundt – eller flytter det fra ude til inde – kan det smide nogle blade undervejs. Det er helt normalt og handler ofte om, at planten skal vænne sig til nyt lys og ny temperatur. Når den falder til og begynder at sætte nye grene i vækstsæsonen, kommer bladene typisk igen.
Læs også: Sådan opbevares eksotiske planter om vinteren
Vanding af spøgelsestræ
Det vigtigste ved spøgelsestræet er, at det ikke får for meget vand. Jorden må gerne være let fugtig, men den må ikke føles våd, så rødderne sopper i vand.
Spøgelsestræet kan godt tåle, at jorden tørrer lidt ud mellem vandingerne, men hvis det sker for ofte – eller i længere tid – trives planten sjældent. Sigt derfor efter en jævn vanding, hvor jorden holdes let fugtig uden at blive tung og sjappet.
Du kan forebygge overvanding af planten ved at lægge et lag lecakugler i bunden af skjuleren og vælge en skjuler med underskål. På den måde render overskydende vand nemmere fra, så plantens rødder ikke ender med at stå i vand.
Får dit spøgelsestræ gule blade, skyldes det ofte overvanding. Skru ned for vandingen, og lad jorden tørre lidt mere ud mellem vandingerne. Investér evt. i en fugtighedsmåler, som du stikker ned i jorden - måleren fortæller, hvor fugtig jorden er og derved om træet har brug for vand.
🌿Tip: Vand, når de øverste par centimeter jord føles tørre.
Gødning af spøgelsestræ
Det kan være en fordel at tilføre lidt næring til dit spøgelsestræ i vækstsæsonen, hvor det har god gavn af et ekstra skud energi. Dette vil nemlig bidrage til sund og kraftigere vækst, samt nye skud.
Giv gerne flydende gødning blandet i vandet ved hver 3.–4. vanding (eller efter anvisningen på produktet). I vinterhalvåret, hvor planten ofte vokser langsommere, kan du holde pause.
Hvis du oplever, at dit spøgelsestræ står stille i væksten i en længere periode, kan det skyldes, at jorden mangler næring – og her kan lidt gødning være med til at sætte gang i planten igen.
Beskæring af spøgelsestræ
Spøgelsestræet klarer sig fint uden beskæring – du behøver altså kun at klippe det, hvis du vil forme planten. En let beskæring kan være en god idé, hvis du ønsker et tættere, mere busket udtryk og vil undgå, at den bliver for ranglet. Det er også her, du kan give den det eftertragtede “bonsai-look”, hvor formen bliver mere kompakt og skulpturel.
Beskær gerne efter vækstsæsonen i efteråret, hvor planten har haft tid til at vokse, og du nemt kan se, hvilke grene du vil justere. Klip lidt ad gangen – så bevarer du det naturlige, grafiske udtryk.
Læs også: Pasning af kærlighedstræ
Hyppige problemer
Spøgelsestræet er en taknemmelig plante, men som med alt grønt kan det reagere, hvis forholdene ændrer sig. Her er de mest almindelige tegn – og hvad du kan gøre:
- Bladtab: Bladtab skyldes ofte enten tørke eller stress ved flytning. Mærk på jorden: Er den helt tør, så vand lidt mere og sørg for en mere jævn vanding fremover. Er planten lige blevet flyttet (fx fra ude til inde eller omvendt), kan den godt smide nogle blade, mens den vænner sig til nyt lys og ny temperatur. I de fleste tilfælde kommer den sig igen.
- Gule blade: Gule blade er som regel et tegn på for meget vand. Skru ned for vandingen, og sørg for, at potten har hul i bunden, så overskydende vand kan løbe fra. Lad jorden tørre let ud mellem vandinger, så rødderne får luft.
Spøgelsestræ som bonsai
På grund af spøgelsestræets forgrenede vækstmønster og spinkle grene, der giver træet dets fortryllende, mystiske udseende, er det egnet til bonsai-dyrkning. Egenskaberne er nemlig vigtige i bonsai-kulturen, hvor målet er at skabe et miniaturetræ med et "ældre", naturligt og roligt udtryk. De små, tætliggende blade gør yderligere træet ideelt bonsai-dyrkning, da de bevarer træets proportionerne, selv i mindre skala.
Ordet "bonsai" kommer fra japansk og betyder "træ i skål" eller "plantning i beholder". Bonsai er derfor ikke en speciel type træ, men snarere en træplejeform, hvor forskellige træer dyrkes og formes omhyggeligt gennem beskæring, binding og vedligeholdelse.
Læs også: Pasning af violinfigen (Ficus lyrata)
Oftest stillede spørgsmål
Selvom begge planter er træer eller buske, der stammer fra New Zealand, og de ligner hinanden til forveksling, er der tale om to helt forskellige plantearter.
Du kan kende forskel på de to planter ved, at 'Sophora prostratas' blade er mere grønne, hvor 'Corokia cotoneasters' blade er mere grålige.
Spøgelsestræet kan klare en mere skyggefuld placering, men det trives bedst med lidt naturligt lys.
Spøgelsestræ (Corokia cotoneaster) trives bedst på en placering med lidt naturligt lys, i veldrænet jord og med moderat vanding. Hold jorden let fugtig uden at den bliver våd, og sørg for, at overskydende vand kan løbe fra. Gød hver 3.-4. vanding i vækstsæsonen.
Corokia (spøgelsestræ) kan klare køligt vejr og let frost, men den tåler ikke hård eller længerevarende frost – især ikke i krukke. Tag den ind eller stil den frostfrit, når der er udsigt til hård frost.
Ja, spøgelsestræet kan sagtens stå ude i en krukke noget af året. Vælg gerne en placering med lys og læ, og tag det ind, når der er risiko for hård frost.