{{ $t('header.giftcard') }} {{ basketQuantity }} {{ $t('header.basket') }}

Hvornår blomstrer buske?

21. april 2026
Blomstrende magnolietræ med lyserøde blomster

Blomstrende buske – en oversigt over blomstringstid 

Der er få ting, der skaber så meget liv og stemning i haven som blomstrende buske. De giver farve, duft og struktur – og mange af dem er både nøjsomme og nemme at holde. Herunder får du en oversigt over vores blomstrende buske, opdelt efter deres blomstringstid: forår, sommer og sensommer.

Der er noget særligt ved en have, der forandrer sig med årstiderne. Hvor farverne skifter, dufte vækkes til live, og blomstringen flytter sig fra den ene busk til den næste. Ved at vælge buske, der blomstrer på forskellige tidspunkter, kan du sikre dig en have i konstant udvikling.

Uanset om du drømmer om tidlige blomster, der hilser foråret velkommen, eller sensommerblomstring, der forlænger havesæsonen, finder du her inspiration til buske, der passer til din have.

 


Forårsblomstrende buske (februar – maj)

Efter en lang vinter føles foråret som et frisk åndedrag. De første blomstrende buske bringer farve og energi tilbage til haven, ofte før resten af planterne er klar til at springe ud.

Foråret er årstiden, hvor du kan lade haven gløde i gule, hvide og rosa nuancer.

  • Kejserbusk – Blomstrer allerede i februar–marts med duftende, lyserøde blomster. En stærk og hårdfør busk, der kan nydes fra de tidligste forårsdage.

  • Kamelia – En elegant busk, der blomstrer tidligt på året, allerede i februar–marts, med store, rosenlignende blomster i nuancer af hvid, rosa og rød. En smuk forårsbebuder, der trives bedst i læ og surbund.

  • Kirsebærkornel (Cornus mas) – En robust busk med små gule blomster i februar–marts, som får fine røde bær senere på året.

  • Forsythia – Kendt for sine klare gule blomster i marts–april. En sand forårsbebuder, der lyser op i enhver have.

  • Blodribs (Ribes sanguineum) – En klassiker i danske haver. Den blomstrer i marts–april med smukke, mørkrosa klaser og tiltrækker sommerfugle og bier.

  • Stjernemagnolia – En af forårets mest elegante buske med hvide stjerneformede blomster i marts–april.

  • Japansk kirsebær – Blomstrer i april med et flor af lyserøde blomster, der næsten får haven til at ligne et eventyr.

  • Magnolia – Blomstrer i april–maj med store, iøjnefaldende blomster i hvide, rosa eller lilla nuancer. En pryd for enhver have, hvor den skaber et nærmest poetisk udtryk.

  • Buketspiræa – En smuk, tæt busk, der blomstrer i april–maj med et væld af små, hvide blomster. En klassiker i mange haver og perfekt som lav hæk eller kantplante.

  • Perlebusk – En elegant busk med hvide blomster i april–maj, der danner en sky af perleformede blomster.

  • Syren – En elsket duftbusk, der blomstrer i maj. Findes i mange farver og sorter, som blomstrer lidt forskudt.

  • Rhododendron – En sand klassiker i maj, hvor den blomstrer overdådigt i mange farver og former.

  • Duftsnebolle – En robust og kompakt busk, der blomstrer i maj med smukke, duftende blomster.

 

Sommerblomstrende buske (juni – juli)

Sommeren er højsæson for blomstring. Haven står i fuldt flor, og mange buske viser deres smukkeste side. De danner en smuk ramme om haven og holder sig i blomst gennem de varmeste måneder.

  • Dronningebusk – Blomstrer i maj–juni med lyserøde blomster og en let, elegant vækst.

  • Stjernetop (Deutzia) – En tæt og frodig busk, der blomstrer i maj–juni med små hvide eller rosa blomster.

  • Klokkebusk (Weigela) – En af de mest alsidige sommerbuske, som blomstrer i maj–juni og ofte igen i sensommeren.

  • Koreakornel (Cornus kousa) – Blomstrer i maj–juni med store, hvide blomster og får smukke røde frugter senere på året.

  • Blærespiræa – Blomstrer i juni–juli med hvide blomster i skærme og får derefter dekorative frøstande og farvestrålende løv i rødbrune nuancer. En letdyrkelig busk, der giver farve og struktur til haven hele sæsonen.

  • Uægte jasmin (Philadelphus) – Kendt for sin vidunderlige duft og hvide blomster i juni. En favorit i mange klassiske haver.

  • Hortensia (Hydrangea macrophylla) – En frodig busk, der blomstrer i juni-august i nuancer af blå, rosa og hvid – afhængig af jordens surhedsgrad.

  • Buskroser – En sikker sommerfavorit, der blomstrer i juni-september. Findes i utallige farver og sorter.

  • Potentilla – En hårdfør busk med små, gule blomster i juni-oktober.

  • MamelukærmebuskEn sand sommerfavorit med lyserøde blomster, der blomstrer i juli-september. Den er også fantastisk som snitblomst – og så går sneglene udenom den!

 

Sensommerblomstrende buske (august – oktober)

Vil du bevare farverne i haven, når sommeren går på hæld, er sensommerbuskene din redning. De holder liv i haven, når mange andre planter er færdige med at blomstre. Når dagene bliver kortere, skifter haven karakter. Sommerens klare farver tones ned, og efteråret byder på varme, dybe nuancer i rød, orange og guld.

  • Sommerfuglebusk (Buddleja) – Blomstrer i juli-september og tiltrækker sommerfugle i hobetal. En af sensommerens mest livlige buske.

  • Blåskæg (Caryopteris) – Blomstrer i august–september med smukke blå blomster, der lyser op i sensommerhaven.

  • Syrisk rose – En eksotisk og smuk busk, der blomstrer i juli-september med store, farverige blomster.

  • Hortensia (Hydrangea paniculata) – En mere opret variant, der blomstrer i august-oktober og skifter farve, efterhånden som efteråret nærmer sig.

 

🌿 Buske med lang blomstringstid

Vil du have farve i haven fra forår til efterår, så vælg blomstrende buske med lang blomstringstid.

Nogle af de bedste valg er Potentilla, Hortensia, Buskroser, Mamelukærmebusk- de blomstrer fra juni helt frem til september/oktober og kræver minimal pasning.



Sådan kan blomstrende buske bruges i haven

Blomstrende buske kan bruges på mange måder afhængigt af havens stil og størrelse:

  • Som farverige afgrænsninger – fx langs terrassen eller indkørslen.

  • Som levende hegn – flere sorter egner sig til blomstrende hække, der både giver privatliv og blomster.

  • I bedet med stauder – kombiner fx syrener, potentilla og hortensia for blomstring hele sæsonen.

  • Som solitærbusk – en enkelt, velplaceret busk kan blive et smukt fokuspunkt i haven.

  • Til dyrelivet – mange blomstrende buske tiltrækker sommerfugle, bier og fugle.


De mest populære blomstrende buske i Danmark

Disse buske er særligt elsket af danske haveejere for deres skønhed, duft og pålidelighed:

  1. Syren (Syringa vulgaris) – duftende og klassisk.

  2. Rhododendron – overdådig og farverig.

  3. Hortensia (Hydrangea) – frodig og langtidsholdbar.

  4. Sommerfuglebusk (Buddleja) – tiltrækker sommerfugle og blomstrer længe.

  5. Forsythia – tidlig, gul og forårsglad.

  6. Uægte jasmin (Philadelphus)– kendt for sin søde duft.

  7. Potentilla – nøjsom og blomstrer hele sommeren.

  8. Mamelukærmebusk (Lavatera Rosea)– elegant og nem at passe.


Beskæring og pleje af blomstrende buske

De fleste blomstrende buske kræver kun lidt pleje, men med få simple tiltag holder de sig sunde og smukke i mange år:

  • Beskær efter blomstring – især forårsblo­mstrende buske som forsythia og blodribs.

  • Vand jævnligt i tørre perioder – særligt nyplantede buske.

  • Giv kompost eller organisk gødning om foråret for sund vækst.

  • Fjern døde eller krydsende grene for at fremme luft og form.

  • Placér efter behov – nogle buske trives bedst i sol, andre i halvskygge.

  • Plant om efteråret – så får rødderne ro til at etablere sig inden vinter.

Oftest stillede spørgsmål

Blomstrende buske er flerårige planter med en træagtig stamme, der blomstrer på forskellige tidspunkter af året – afhængigt af art og sort.

De kan bruges som solitærplanter, hæk, bunddække eller som blikfang i blomsterbede. Mange blomstrende buske er desuden hårdføre og klarer sig godt i dansk klima.

Potentilla og Mamelukærmebusk har en imponerende lang blomstringstid.
Sommerfuglebusk, Syrisk rose og Blåskæg.
Enebær, Laurbærkirsebær og Taks holder sig grønne gennem hele vinteren.
Potentilla, Hortensia og Buskroser blomstrer fra juni til langt ind i efteråret.
Forsythia, Blodribs, Stjernemagnolia og Perlebusk.
Efteråret er årets bedste plantetid. Jorden er stadig varm, regnen begynder at komme, og planterne får ro til at danne rødder før vinteren.
Kejserbusk, Kirsebærkornel og Forsythia er blandt de tidligste.
Klokkebusk, Hortensia og Buskroser står i fuldt flor i juli.
Buskroser, Blodribs og Dronningebusk er blandt de hurtigst voksende.