{{ $t('header.giftcard') }} {{ basketQuantity }} {{ $t('header.basket') }}

Udplantning og pasning af kamelia

22. april 2026
Nærbillede af lyserøde kameliablomster i fuldt flor med blanke, mørkegrønne blade.

Kamelia: vinterens juvel

Kamelia 'Camellia' er en smuk stedsegrøn plante, der er kendt for sine store - op til 12 cm i diameter - farverige blomster, der kan være alt fra hvid, pink til rød, og dens skinnende, mørkegrønne blade.

Kamelia vokser som busk eller lille træ og kan blive op til flere meter høj, afhængig af sorten og vækstforholdene. Kameliaer anvendes primært som prydplanter i haver og parker på grund af deres imponerende blomster og attraktive løv.

Planten blomstrer allerede fra februar måned hen til april, og tilfører derfor haven farve og liv, når mange andre planter stadig er i dvale. Kamelia kan være frostfølsom, men der findes dog varianter som kan plantes ud i haven, og overleve den danske vinter. Størst succes får du med den sort der hedder 'Camellia japonica', som under de rette forhold i haven, fint kan overleve den danske vinter. Kamelia er dermed en af de mest populære vinterblomstrende planter.  

 



 

1. Tidligt blomstrende kamelia – forårets første farver

Kamelia er en af de allerførste planter, der bringer farve og liv ind i haveåret. Med sine blanke, stedsegrønne blade og smukke blomsterknopper er den et sikkert forårstegn – allerede længe før resten af haven vågner.

De tidligt blomstrende kamelia, som ofte sælges i vinter og tidligt forår, er fremdyrket i drivhus. Det betyder, at de ikke er klar til at stå ude endnu. Sættes de direkte ud i kulden, risikerer de at få kuldechok og tabe knopperne, så blomstringen ødelægges.

I stedet trives de bedst lyst og køligt – for eksempel i en udestue, et orangeri, et køligt rum eller et lyst vindue, hvor temperaturen gerne må ligge under 10 grader. Her kan du nyde blomstringen i ro og mag.

Når foråret for alvor melder sig, og risikoen for hård frost er ovre, kan kameliaen gradvist vænnes til udelivet. Senere på året kan den plantes ud i haven i et surbundsbed, hvor den bliver en smuk, flerårig og relativt hårdfør plante, som år efter år markerer forårets komme med sin tidlige blomstring.

 

 

2. Placering af kamelia

Kamelia kommer oprindeligt fra Asien, hvor den er vant til et varmere klima end det danske. Der er dog sorter, der er hårdføre nok til at trives i Danmark, og derfor kan kamelia sagtens dyrkes på friland herhjemme. Den rette placering og jordtype er afgørende for, at kameliaen kan trives og blomstre optimalt.

Kamelia trives bedst på en lun placering med delvis skygge, og gerne i læ, hvor den er beskyttet mod vind og hård sol. Undgå at placere den tæt på store træer og buske, da den ellers vil komme til at konkurrere om både næring og vand i jorden.

Du kan også plante kamelia i havekrukker, hvis du gerne vil have mulighed for at flytte planterne i læ eller tage dem ind i de kolde perioder. 

Sørg altid for god dræning i krukken, så rødderne ikke står i vand, da kamelia ikke tåler at stå i for våd jord.

🌿Tip: Brug en krukke med hul i bunden og læg et lag lecakugler nederst – det sikrer effektiv dræning og giver kamelia de bedste betingelser.

 

3. Jord til kamelia

Kamelia er en surbundsplante, og den skal derfor plantes i en porøs og kalkfattig jordbund. Den bedste jordbund til kamelia opnår du ved at blande ren spagnum med havejord. Ren spagnum er ikke god til kamelia, da den er for sur. Jorden skal være ”let sur”.

Vil du være helt sikker på at give din kamelia den rette jordbund, bør du købe en særlig jordblanding til surbundsplanter, f.eks. rhododendronjord.

Det er vigtigt, at kamelia plantes i en veldrænet jord. Den tåler nemlig ikke at stå i vand - og slet ikke om vinteren. Vil du gerne være sikker på, at jorden er drænet nok, kan du blande lecakugler i.

Læs også: Gode råd og vejledning om hortensia

 

Detaljeret close-up af en rosa kameliablomst med lag på lag af kronblade.

 

4. Udplantning af kamelia

Det er meget enkelt at plante kamelia ud. 

Det er bedst, at udplante kamelia om foråret, så den kan nå at etablere sig inden den varme sommertid. Vælger du, at plante kamelia om efteråret, skal du blot huske at sætte den i jorden mindst 6 uger før den første frost kommer. Derefter er det også en god ide, at vinterdække planten.

 

5. Vanding og gødning af kamelia

Kamelia tåler ikke udtørring, men den må omvendt heller ikke stå og soppe i vand. Du skal altså sørge for, at planten konstant er jævnt fugtig. Planten tåler desuden ikke pludselige temperaturudsving, og derfor er det vigtigt, at du ikke bruger meget varmt eller meget koldt vand. Brug i stedet tempereret vand.

Kamelia er en surbundsplante, og den kan derfor ikke lide kalk. Den skal altså vandes med nedkølet, kogt vand eller endnu bedre: opsamlet regnvand.

Fordi kamelia dyrkes i spagnumjord, som typisk er fattig på næring, skal planten have tilført næring. Rhododendrongødning er en god løsning til kamelia. Det bedste tidspunkt at tilføre gødning på er i foråret, inden blomstringen går i gang. Det er nemlig på dette tidspunkt, at planten har mest brug for lidt ekstra energi.

Læs også: Hvornår blomstrer buske?

 

Kamelia i krukke med røde blomster, placeret i lyst orangeri omgivet af grønne planter.

 

6. Beskæring af kamelia

Kamelia kræver ikke beskæring, da busken har en meget harmonisk naturlig vækst. Du kan dog godt foretage en let beskæring, hvis busken skulle have vokset lidt ud af formen. Beskæringen skal foregå efter blomstringen, således at nye skud har tid til at udvikle sig.

 

7. Deling og formering af kamelia

Kamelia har meget trevlede rødder, hvorfor det er en dårlig idé at forsøge at dele den. De fleste forsøg på deling vil resultere i, at planten dør. 

Vil du eksperimentere med at formere planten, er det bedre, at du prøver dig frem med stiklinger. Vil du gerne have flere kamelia i haven, er det dog langt det sikreste (og nemmeste) at købe kameliaplanter i et plantecenter.

 

8. Vinterdækning af kamelia

Kamelia kommer oprindeligt fra Asien, hvor den er vant til et varmere klima end det danske. Kamelia er altså frostfølsom, og du skal derfor passe godt på den i den danske vinter. Hvis du vil være på den sikre side, skal du plante kamelia i krukker, som tages indenfor, inden frosten kommer. Vinteren over skal du opbevare planten køligt, gerne ved 5-10°C. Derfor kan Kamelia med fordel sættes ind i orangeriet eller udestuen, så den ikke får det for varmt.

Har du din kamelia på friland, skal du dække jorden omkring busken med et tykt lag nedfaldent løv og granris ovenpå og stikke skyggende grangrene i jorden omkring planten. På den måde beskytter du planten mod frost, men også mod den skarpe vintersol, som udtørrer jorden og svider planten. Du skal også være opmærksom på, at planten ikke står i for våd jord vinteren over, hvilket den ikke kan tåle.

Skulle din kamelia have fået frostskader, behøver det ikke betyde, at planten dør. Som regel vil det blot betyde, at enkelte grene er gået ud. I slemme tilfælde kan du være nødt til at skære busken helt tilbage og lade den skyde fra ny. Det er dog sjældent, at busken dør.

Læs også: Udplantning og pasning af sommerfuglebusk

 

 

9. Oftest stillede spørgsmål

Kamelia trives bedst på en lun, beskyttet placering i halvskygge. Den foretrækker surbundsjord, læ for vind og undgår gerne direkte middagssol.

Kamelia blomstrer typisk fra februar til april, afhængigt af sort, vejr og placering.
Selve blomstringsperioden varer ofte 4–8 uger, hvor planten løbende springer ud med nye blomster.

Ja, de fleste kamelia kan stå ude året rundt, men de skal placeres i læ og beskyttes mod hård frost om vinteren.

.

Hold jorden jævnt fugtig, giv surbundsgødning i vækstsæsonen, og beskyt planten mod frost og skarp sol. Undgå at flytte den, når den har knopper.

Ja, kamelia kan stå indendørs i en periode, især tidligt på sæsonen. Den trives bedst i lyse, kølige rum som udestue eller drivhus (under 10–12 °C).

Kamelia tåler let frost, men hård og langvarig frost kan skade både blade og knopper. I kolde perioder anbefales det at dække planten eller flytte krukker i læ eller indenfor i udestuen eller drivhuset.

Ja, kamelia egner sig til krukker og er perfekt til terrasse, altan og indgangsparti – husk blot surbundsjord og god dræning.


Kamelia vil have jævnt fugtig jord, men må ikke stå i vand. Sørg for god dræning, især i krukker, så rødderne ikke drukner.

Bladfald skyldes ofte tørke, træk, frost, temperaturskift eller for våd jord. Også flytning under knopdannelse kan stresse planten.