Plantorama.dk - online planteskole og havecenter
Søg

Pasning af sommerfuglebusk

Her kan du få svar på alle dine spørgsmål til pasning, plantning, vinterbeskyttelse og beskæring af sommerfuglebusk.

Pasning, beskæring og plantning af sommerfuglebusk

5 gode råd til pasning af sommerfuglebusk

  • Plant sommerfuglebuske ud om foråret eller efteråret
  • Placer sommerfuglebuske i fuld sol og en almindelig, veldrænet havejord
  • Vand sommerfuglebuske rigeligt i tiden efter udplantning og i tørre perioder
  • Tilfør sommerfuglebuske all-round havegødning om foråret
  • Beskær sommerfuglebuske kraftigt hvert forår

Pasningsvejledning for sommerfuglebusk

Nedenfor kan du få en uddybning af følgende punkter:



Hvornår er det bedst at plante sommerfuglebusk ud?

En sommerfuglebusk kan plantes ud hele året rundt, når bare jorden er til at arbejde med. Det udelukker altså vintermånederne, hvor der er frost i jorden.

Typisk siger man, at efteråret er det bedste tidspunkt at plante ud på. Her er jorden nemlig dejlig lun efter sommerens varme og godt fugtig på grund af årstidens regn.

Sommerfuglebuske kan dog også fint plantes om foråret og sommeren, hvis bare man er opmærksom på at vande rigeligt i tiden efter udplantning.

BEMÆRK Hvis man planter sommerfuglebuske i krukker, er det vigtigt, at krukken er rigeligt stort og at man laver et dybt drænlag af lecakugler eller potteskår i bunden.


Hvor skal en sommerfuglebusk placeres?

En sommerfugl vil trives bedst på en solrig placering. Den vil desuden gerne have luft omkring, men den skal helst ikke placeres på en meget åben plads med vind. Da risikerer man nemlig, at de tynde grene knækker.

Busken kan godt plantes i en krukke, men den gør sig bedst på friland, hvor den kan få lov til at brede sig. Det anbefales derfor at plante busken ud i havens bede.

BEMÆRK Sommerfuglebusken tiltrækker flest sommerfugle, hvis der er god plads omkring planten. Sommerfuglene bryder sig nemlig ikke om trange steder.


Hvilken jordtype foretrækker sommerfuglebusken?

Sommerfuglebusken stiller ikke de store krav til jordbunden. Den trives fint på en ganske almindelig havejord, men den foretrækker dog, at jorden er let tør, fremfor våd og tung. Har man en meget tung jord, kan det derfor være en god idé at blande med lidt sand eller spagnum. På den måde sikrer man, at jorden er tilpas veldrænet.


Hvordan planter man en sommerfuglebusk ud?

Det er ganske enkelt at plante sommerfuglebuske ud. Man graver et plantehul, der er rigeligt dybt og bredt og løsner jorden godt i bunden. Herefter placeres busken i en passende højde i hullet. Før man fylder jord på, er det en god idé at vande rigeligt, så vandet kommer direkte ned til rødderne. Fyld plantehullet helt op med vand og lad det trække ned i jorden, før der fyldes jord på. Afslutningsvis trædes jorden fast omkring busken.

BEMÆRK I tiden efter udplantning er det vigtigt at vande planten rigeligt. Husk at det er bedre at vande med store mængder ugentligt, fremfor at sjatvande hver dag.


Hvor tit skal en sommerfuglebusk vandes?

En sommerfuglebusk foretrækker en let tør jord og den skal derfor ikke vandes særligt ofte, når den først er etableret. Faktisk får busken som regel den væske, den har brug for, fra naturens side. I tørre og varme perioder om sommeren kan det dog være en god idé at vande. Det er bedst at vande om morgenen eller aftenen, hvor fordampningen er lavest.


Hvor tit skal en sommerfuglebusk gødes?

Sommerfuglebusken er egentlig meget nøjsom, men den vil kvittere for en omgang gødning i det sene forår (maj), inden den skal til at danne blomster. En almindelig all-round havegødning er fin til sommerfuglebusken.

BEMÆRK I stedet for at gøde sommerfuglebusken kan med fordel jævnligt lægge kompost omkring planten i foråret og efteråret, hvor komposten desuden fungerer som en lun "dyne" gennem vinteren.


Hvordan og hvornår beskærer man en sommerfuglebusk?

En sommerfuglebusk har godt af at blive beskåret hvert år. Det sikrer nemlig en kompakt vækst og en rig blomstring. Det er desuden nødvendigt at beskære, hvis frosten har været hård ved grenene.

Når foråret melder sig (april), skærer man hele busken tilbage til 30 cm (15 cm for de lave varianter) over jordoverfladen. På den måde har busken plads til at danne nye, friske skud.


Kan man dele en sommerfuglebusk?

En sommerfuglebusk har ikke godt af at blive delt. Den vil helst blive stående, hvor den står. Hvis man beskærer den hvert år, som det anbefales, vil man ikke få problemer med, at busken bliver for stor og det er derfor ikke nødvendigt at dele den.

Vil man gerne formere sin sommerfuglebusk, gøres det bedst med stiklinger. Sommerfuglebusken er generelt nem at formere på denne måde. Vil man gerne have flere sommerfuglebuske, er det sikreste valg dog at købe planterne i et plantecenter, hvor man er sikker på, hvordan blomsternes farve udvikler sig.


Skal en sommerfuglebusk beskyttes om vinteren?

Sommerfuglebusken kommer oprindeligt fra Kina og er ikke fuld vinterhårdfør i Danmark. Det betyder imidlertid ikke, at den behøver blive dækket om vinteren. Busken blomstrer nemlig på de skud, der er dannet samme år. Det stopper derfor ikke blomstringen, at grene fryser tilbage.

Vil man gerne forkæle sin sommerfuglebusk om vinteren, kan man lægge et lag nedfaldent løv med granris ovenpå rundt omkring planten. Det er dog vigtigt at understrege, at planten sagtens kan overleve uden vinterdækning.

BEMÆRK Har man sommerfuglebuske i krukker, skal de placeres frostfrit, men køligt. I en krukke er buskens rødder nemlig meget mere udsatte og det er derfor ikke nok at dække planten.


Stort online udvalg af sommerfuglebuske

Hos Plantorama har vi et stort udvalg af sommerfuglebuske, Buddleia davidii. Vores planter dyrkes og udvælges efter de strengeste kvalitetsprincipper og passes og plejes med den største omhu, efter de ankommer til plantecentret. Vi kalder det GroBedre og det er din garanti for at få en stærk, sund og blomsterrig plante, når du handler ved os. Se det store udvalg af sommerfuglebuske i din nærmeste Plantorama eller se vores store online udvalg af sommerfuglebuske her.

Vejledning til udplantning og pasning af hortensia

Vil du gerne vide mere om, hvordan man udplanter og passer en hortensia, så klik her og se vores gode råd og vejledning

Plantorama bruger cookies. Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de giver også info, om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores persondatapolitik klik her

×