Planteguide til bedet ’tørketålende stauder’
13. april 2026
Vil du have et bed, der står flot – også når vejret bliver tørt? Bedet ’Tørketålende stauder’ er et færdigt staudebed med 7 udvalgte stauder, der trives i havens mere tørre områder og kan klare perioder uden vanding, når de først er etableret.
Bedet måler 2 x 2 meter og passer godt til fuld sol eller halvskygge – perfekt til steder, hvor jorden hurtigt tørrer ud, eller hvor du bare gerne vil have en mere robust og nem løsning.
Her får du en enkel og brugbar guide til, hvordan du placerer, anlægger og planter bedet, så stauderne får den bedste start. Download planteguiden som PDF her.
køb færdigbedet her.
Placering af bedet
Dette bed er et robust og tørketålende bed, sammensat til havens mere tørre områder, hvor planterne kan klare perioder uden vand. Placeringen i haven kan være fuld sol til halvskygge.
Sørg for at holde bedet omkring 1 meter fra hækken, da du skal kunne komme rundt om hele bedet. Generelt er det en god ide at holde lidt afstand fra hækken, da den tager meget næring og ofte kommer der en del ukrudt fra hækken, som er godt at kunne klippe med plæneklipperen.
Bedet måler 2 x 2 meter.
Hvis du har en meget sandet eller leret jord, er det en god ide at forbedre jorden med jordforbedring.
Farverne holdes i rosa/pink og varme rødtoner med lilla/blå accenter – og med prydgræsser, der giver bedet højde, lethed og bevægelse.
Sådan anlægger du dit bed
Markér formen på dit nye bed med en vandslange eller spraymaling. Så bliver det nemt at grave ud efterfølgende.
Stauder i pakken
A – Røllike (Achillea millefolium ’Summer Pastels’)
B – Hestemynte (Monarda hybrid ’Croftway Pink’)
C – Staudehirse (Panicum virgatum ’Squaw’)
D – Merian (Origanum laevigatum ’Herrenhausen’)
E – Sporebaldrian (Centranthus ruber ’Coccineus’)
F – Knopurt (Centaurea dealbata)
G – Tidselkugle (Echinops ritro)
H – Elefantgræs (Miscanthus sinensis ’Malepartus’)
I – Due-Skabiose (Scabiosa columbaria ’Pink Mist’)
J – Blåaks (Sesleria heufleriana)
K – Jernurt (Verbena hastata ’Pink Spires’)
Sådan planter du dine stauder
Start gerne med at sætte dine stauder i en spand med vand, så de er vandmættet, inden de kommer i jorden. Det giver dem de bedste betingelser for at etablere sig godt.
Brug tegningen til at placere dine stauder - brug gerne god tid på at få det helt rigtigt.
Når alle stauderne står, hvor de skal være, kan du grave dine huller. Grav hullet lidt bredere end potten og lidt dybere. Løsn jorden godt i bunden, men plant ikke dybere end den står i potten. Planten har lettere ved at få fat, når jorden omkring er løs fremfor kompakt.
Når alle dine stauder er plantet, giver du bedet en rigtig god vanding. Herefter kan du evt. lægge jorddække på, som hjælper med at holde på fugten. Du kan bruge jorddække i form af græsafklip eller jordforbedring.
Bedet skal vandes, indtil planterne er godt etableret. Planter du i efteråret, er du mindst afhængig af at vande. Planter du i forår/sommer, skal du være opmærksom på at få vandet godt, især i tørre perioder.
Vedligehold af bedet
Bedet kræver lav vedligeholdelse. Lad gerne toppe af planter og græsser stå vinteren over, hvor de både tilfører struktur og fungerer som føde og gemmesteder for havens dyr.
Vent med oprydning og nedklipning til foråret, hvor planterne klippes tilbage, og ny vækst får plads. Enkelte sorter spreder sig naturligt ved selvsåning, fx knopurt.
Læs også: Sådan tiltrækker du sommerfugle i haven
Blomstringsperiode
Blomstringen strækker sig fra juni til oktober, hvor især jernurt og tidselkugle er med til at forlænge sæsonen.
Tips til at forlænge blomstringen
Placér forårsløg i efteråret mellem stauderne. De kommer op mellem stauderne og giver tidlige blomster, når man længes mest efter farve i haven.
Vælg gerne flere forskellige typer, for at forlænge blomstringen mest muligt. Du kan fx sætte narcisser, tulipaner og allium.
Sæt forårsløgene i efteråret, hvor du stadig kan se, hvor stauderne står.
Rigtig god fornøjelse med dit nye bed 🌸